Kliniske forsøg - nyt dialogforum

I samarbejde med Trial Nation opretter Lægemiddelstyrelsen et nyt dialogforum med fokus på den digitale udvikling og decentralisering af kliniske forsøg med lægemidler.

Digitalisering og decentralisering er de nye nøgleord inden for kliniske forsøg. Herved forstås brugen af digitale værktøjer som eksempelvis digitalt samtykke og elektroniske konsultationer, der understøtter, at forsøgsdeltagere ikke i samme grad som ved traditionelle kliniske forsøg er afhængige af fysisk at skulle tilgå en hospitalsafdeling (decentralisering).

Formålet med forummet er udveksling af synspunkter, problematikker og erfaringer inden for digitalisering og decentralisering af kliniske forsøg med lægemidler i Danmark. Der vil blandt andet blive diskuteret regulatoriske krav og ske en klarlægning af eventuelle processer, som ikke kan udføres under de nuværende rammer for klinisk forskning i dansk og europæisk lovgivning.

Hensigten er at forummet skal garantere et stærkt samspil mellem myndigheder, patienter, forskere og industri.

Repræsentanter fra bl.a. industrien, CRO'er, forskningsmiljøet, det etiske komitésystem, GCP-enhederne og patientforeninger er inviteret til at deltage. 

Lægemiddelstyrelsen vil løbende publicere viden oparbejdet i forummet. 

Herudover ønsker Lægemiddelstyrelsen at køre pilotprojekter inden for digitalisering og decentralisering af kliniske forsøg, og her er alle sponsorer velkomne til at kontakte Lægemiddelstyrelsen.  

Desuden vil Lægemiddelstyrelsen i 2021 afholde åbne møder om ovennævnte for alle interessenter. 

Læs mere om forummet og pilotprojekterne

Seneste nyt om Life Science

Life Science