Formidlere af digitalt leveret software kan være handelsagenter under handelsagentloven

EU-Domstolen har den 16. september 2021 fastslået, at salg af computersoftware er omfattet af begrebet "salg […] af varer" i handelsagentdirektivets forstand. Software-producenter som sælger tidsubegrænsede licenser igennem såkaldte "forhandlere", som henviser kunder til softwareproducenten, og hvor softwareproducenten indgår den endelige aftale med slutkunden, skal således være opmærksom på handelsagentlovens regler på samme fod som sælgere af fysiske varer, herunder i forhold til godtgørelse ved opsigelse. 

Den 25. marts 2013 indgik Computer Associates (UK) Ltd ("Computer Associates") en aftale med The Software Incubator Ltd ("The Software Incubator"), hvorunder The Software Incubator skulle handle på Computer Associates vegne for at opsøge potentielle kunder med henblik på at "reklamere for, markedsføre og sælge" Computer Associates software. The Software Incubators forpligtelser var dog i henhold til aftalen alene at reklamere for og markedsføre softwaren, mens The Software Incubator ikke kunne overføre ejendomsretten til softwaren. Det var således Computer Associates som indgik aftalen med kunderne, hvor kunderne blev tildelt licenser til at benytte softwaren. I praksis blev licenserne tildelt tidsubegrænset.

Den 9. oktober 2013 opsagde Computer Associates aftalen. The Software Incubator mente, at The Software Incubator var en handelsagent, og rettede derfor et krav mod Computer Associates for godtgørelse efter de britiske regler om handelsagenter, som gennemfører handelsagentdirektivet (direktiv 86/653/EØF).

Afgørende for denne afgørelse var, om begrebet "salg […] af varer" i handelsagentdirektivet skal fortolkes således, at det kan omfatte elektronisk levering af computersoftware til en kunde mod betaling af en pris, når leveringen ledsages af tildelingen af en tidsubegrænset licens til brug af softwaren.

Sagen endte i Storbritanniens Højesteret, efter at første og anden instans var kommet frem til modsatrettede afgørelser. For at få afklaret, om The Software Incubator var en handelsagent under parternes aftale, indgav Storbritanniens Højesteret en præjudiciel forelæggelse til EU-Domstolen, om hvorvidt digitalt leveret software med en tidsubegrænset licens er omfattet af handelsagentdirektivets definition af "varer".

EU-Domstolen fastslog indledningsvist, at begrebet "salg […] af varer" er et selvstændigt EU-retligt begreb, som således ikke kan fastlægges under hensyn til medlemsstaternes fortolkning heraf.

EU-Domstolen fandt, at computersoftware er omfattet af begrebet "varer", idet det har en forretningsmæssig værdi og kan være genstand for en kommerciel transaktion. I relation hertil, er det ikke afgørende, om softwaren leveres på et fysisk medium eller downloades.

Domstolen udtalte herefter, at når "der stilles en kopi af computersoftware til rådighed via download og der indgås en dertil knyttet brugerlicensaftale, som har til formål at gøre den pågældende kopi varigt anvendelig for kunderne, og at der betales en pris, der gør det muligt for indehaveren af ophavsretten at opnå et vederlag, der svarer til den økonomiske værdi af kopien af det værk, som han ejer, indebærer [det] en overdragelse af ejendomsretten til kopien".

EU-Domstolen fandt derfor, at begrebet "salg […] af varer" kan omfatte en kundes download af computersoftware mod betaling af en pris, når leveringen ledsages af tildelingen af en tidsubegrænset licens til brug af softwaren.

Dommen kan få stor betydning for softwarevirksomheder, som anvender "forhandlere" til at sælge tidsubegrænsede softwarelicenser, men hvor det er softwarevirksomheden, som indgår aftalen med slutkunden. Hvis en forhandler af software de facto er en agent under handelsagentloven vil forhandleren have krav på visse rettigheder i henhold til handelsagentdirektivet (i Danmark i henhold til den danske handelsagentlov), herunder til særlige opsigelsesvarsler samt efter omstændighederne en ret til godtgørelse på op til 1 års vederlag ved aftalens ophør. 

Læs EU-Domstolens dom af 16. september 2021

Seneste nyt om Selskabsret og Commercial Contracts

Selskabsret