Ny forordning om fast-track godkendelse af vedvarende energianlæg på vej

EU-Kommissionen har d. 9. november 2022 fremsat forslag til en ny hasteforordning, som har til formål at fremskynde udstedelsen af tilladelser til vedvarende energianlæg.

Forordningsforslaget afspejler den nuværende energisituation i EU, som er præget af hastigt stigende naturgaspriser, afbrydelse af gasforsyning, øget inflation og svingende elpriser. EU-Kommissionens forslag har til formål at forbedre investeringsmulighederne i vedvarende energikilder, og er et led i arbejdet med at håndtere den ekstraordinære energisituation.

Langvarige og komplekse administrative godkendelsesprocedurer udgør i dag en barriere for udbredelsen af vedvarende energikilder, hvorfor EU-Kommissionen nu fremsætter forslag til at smidiggøre godkendelsesprocedurerne.

Forslaget indeholder følgende initiativer:

  • Opførelse og drift af vedvarende energianlæg samt tilslutning til energinettet vil fremadrettet formodes at have tungtvejende offentlig interesse og tjene den offentlige sundhed og sikkerhed. Initiativet har navnlig har betydning i forhold til EU's miljølovgivning og foreslås at gælde for tilladelsesprocesser, der påbegyndes efter forordningen er trådt i kraft. 
  • Indførelse af en deadline på en måned for godkendelsesproceduren for solcelleanlæg installeret på bygninger og anlæg der ikke har energiproduktion fra solcelleanlæg som sit primære formål. Disse typer anlæg foreslås derudover undtaget fra miljøvurderingsreglerne. Solcelleanlæg med en kapacitet på under 50 kW foreslås omfattet af en formodningsregel, der indebærer, at ansøgningen kan anses som godkendt, hvis der ikke er givet meddelelse fra relevant myndighed inden for en måned.
  • For repowering-projekter foreslås der indført en deadline på maksimalt seks måneder for den samlede behandling af tilladelsen til at opgradere VE-anlægget til en højere kapacitet. Der foreslås indført en deadline på en måned i tilfælde, hvor kapaciteten øges med op til 15 %, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende.
  • Med forordningen ønskes det at fremme udbredelsen af varmepumper ved at indføre en deadline på maksimalt tre måneder for godkendelse af varmepumper.

Forordningen vil, såfremt den vedtages i sin helhed, have en gyldighed på ét år fra ikrafttrædelsesdatoen. EU-Kommissionen kan foreslå at forlænge gyldigheden efter en igangsættelse af en evaluering af forordningen senest 1. juli 2023.

Forslaget skal behandles af Europa-Parlamentet og Rådet og den konkrete ikrafttrædelsesdato er derfor endnu uvis.

Læs forordningsforslaget

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere, så kontakt Plesners team for Energi og Infrastruktur.

Seneste nyt om Energi og Infrastruktur

Energi og Infrastruktur