Dom i sagen om FC Nordsjælland

Den 31. marts 2015 afsagde Højesteret dom i sagen om overdragelse af aktierne i FC Nordsjælland.

Efter godkendelse af 3 bestyrelsesmedlemmer, herunder ejer af fodboldklubben, Allan K. Pedersen, blev aktierne i FC Nordsjælland Holding, hvori blandt andet aktierne i fodboldklubben FC Nordsjælland lå, i oktober 2008 overdraget fra et af Allan K. Pedersen ejet holdingselskabet, AKP Holding, for 500.000 kr. til et af ham andet ejet holdingselskab. Knap 4 måneder efter overdragelsen blev AKP Holding taget under konkursbehandling af kurator advokat Pernille Bigaard.

I forbindelse med bobehandlingen blev der anlagt en omstødelses- og erstatningssag mod det købende selskab og de tre bestyrelsesmedlemmer, der havde godkendt overdragelsen af aktierne, idet boet mente, at aktierne var blevet overdraget for billigt.

Landsretten fandt, at den rette pris for aktierne på overdragelsestidspunktet var 3 mio. kr., hvorfor overdragelsen udgjorde en gave mellem nærtstående, da Allan K. Pedersen var ejer af både det sælgende og det købende selskab. Højesteret fastsatte den rette pris skønsmæssigt til 10 mio. kr. og pålagde bestyrelsesmedlemmerne ansvaret for, at overdragelsen af aktierne havde fundet sted uden, at bestyrelsen havde sikret sig, at der forelå et tilstrækkeligt og betryggende beslutningsgrundlag.

Dommen illustrerer, at der stilles krav til bestyrelsesmedlemmer om, at beslutninger om at foretage dispositioner mellem nærtstående selskaber skal ske på et korrekt grundlag. At selskabets revisor udarbejder en værdiansættelse på baggrund af udokumenterede oplysninger fra selskabets ejer, er ikke tilstrækkeligt til, at bestyrelsesmedlemmerne slipper for ansvar ved at godkende transaktionen.
  
Sagen blev for Højesteret ført af advokat, partner Peter Schradieck.

Seneste nyt om Dispute Resolution

Dispute Resolution