Midtvejssejr i "beneficial owner"-sagerne

I det såkaldte "beneficial owner"-sagskompleks har Skatteministeriet efter flere års skriftsveksling nu anerkendt, at de frem til 2008 gældende danske regler - hvorefter der blev opkrævet en højere skattesats på kildeskatter end den skattesats, der gjaldt for almindelig selskabsskat - er i strid med EF-traktatens ret til fri etablering. Plesner har en førende rolle i de verserende pilotsager, der nu er på vej til EU-Domstolen med henblik på Domstolens vurdering af sagernes mange øvrige EU-retlige spørgsmål.

Siden 2009 har SKAT rejst et betydeligt antal krav mod danske selskaber, der har udbetalt udbytter eller renter til deres moderselskaber, der er hjemmehørende i andre EU-medlemsstater, uden at indeholde kildeskat i udbetalingerne.
 
SKAT hævder, at de pågældende moderselskaber har fungeret som såkaldte "gennemstrømningsselskaber", og at de dermed ikke er de "retmæssige ejere" - på engelsk "beneficial owners" - af de omhandlede udbytter/renter. Dette har ifølge SKAT den konsekvens, at selskaberne ikke er berettiget til fritagelse for dansk kildeskat i henhold til den relevante dobbeltbeskatningsoverenskomst eller efter EU's moder-/datterselskabsdirektiv henholdsvis rente-/royaltydirektivet.
 
Den første sag - den såkaldte ISS-sag, hvor kravet var på mere end 1 milliard kroner - blev endeligt afgjort af Østre landsret i 2012, hvor ISS, der var repræsenteret af Plesner, vandt sagen.
 
De fleste øvrige sager verserer fortsat for de danske domstole, som har udtaget et antal pilotsager med henblik på forelæggelse af sagernes mange EU-retlige spørgsmål for EU-Domstolen.
 
For så vidt angår rentekildeskatten, indebar den dagældende danske lovgivning, at der ved rentebetalinger til udenlandske selskaber, der var begrænset skattepligtige til Danmark heraf, skulle indeholdes kildeskat, og skattesatsen udgjorde 30%. Heroverfor stod den almindelige danske selskabsskattesats - altså den sats, som gjaldt i forhold til et dansk selskabs renteindtægter. Denne sats udgjorde i f.eks. 2007 25%.
 
Plesner har fra sagernes begyndelse gjort gældende, at det er i strid med EF-traktatens bestemmelse om den frie etableringsret (artikel 43), når Danmark opkræver en højere skat på renter, der oppebæres af et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, end den skat, som et dansk selskab betaler af renteindtægter.

Skatteministeriet har heroverfor længe gjort gældende, at Danmark godt kan have forskellige skattesatser, eftersom de pågældende moderselskaber i de øvrige EU-medlemsstater ikke har krav på EU-retlig beskyttelse, når de ikke er de retmæssige ejere af de pågældende betalinger.
 
I forbindelse med den - nu umiddelbart - forestående forelæggelse for EU-Domstolen af en række spørgsmål vedrørende sagernes EU-retlige forhold har Skatteministeriet imidlertid ændret holdning og er nu enig i, at lovgivningen er diskriminerende og dermed ikke i overensstemmelse med EU-retten.
 
SKATs krav i de verserende renteskattesager vil derfor nu blive nedsat i overensstemmelse hermed.
 
Skatteyderne afventer herefter EU-Domstolens stillingtagen til sagernes mange øvrige EU-retlige spørgsmål.

Seneste nyt om Skatter og Afgifter

Skatter og Afgifter