Anders Strandet Jepsen udgiver ph.d.-afhandling om moms

Advokat Anders Strandet Jepsen har udgivet ph.d.-afhandlingen "Moms og aktiviteter i forbindelse med værdipapirer" på forlaget Thomson Reuters.

Afhandlingen er skrevet under erhvervsforskerordningen i et samarbejde mellem Plesner Advokatfirma og Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Virksomhedsvejledere har været advokat Hans Severin Hansen og Tom Kári Kristjánsson, begge partnere i Plesner, mens universitetsvejleder har været lektor, ph.d. Dennis Ramsdahl Jensen.

Afhandlingen omhandler den momsmæssige behandling af aktiviteter i forbindelse med værdipapirer, hvilket har stor økonomisk betydning for en lang række virksomheder, herunder finansielle virksomheder.

Det behandlede har således betydning for spørgsmålet om virksomhedernes momspligt, momsfradragsret samt pligten til at betale lønsumsafgift.

I afhandlingen behandles momsfritagelsen for transaktioner i forbindelse med værdipapirer. Dette omfatter bl.a. behandlingen af udstedelse, salg og udlån af værdipapirer samt behandlingen af underwriting-ydelser, market-maker-ydelser og nominee-ydelser. Herudover behandles spørgsmålet om momsfritagelse af underleverandørydelser samt den momsmæssige kvalifikation af derivater i form af optioner, forwards, futures og swaps.

Hvorvidt en aktivitet i forbindelse med værdipapirer er omfattet af momssystemets anvendelsesområde, har betydning for bl.a. retten til momsfradrag for indkøb samt pligten til at betale lønsumsafgift. Momssystemets anvendelsesområde undergives derfor en indgående behandling.