Skoleprojekt inspirerer unge til at få en uddannelse

Elever fra Nørrebro Park Skole i København var den 12. november på besøg hos Plesner for at høre en række rollemodeller fortælle om deres uddannelse og karriere. Arrangementet er en del af Plesners skoleprojekt, der siden 2011 har arbejdet med at få unge til at forstå vigtigheden af at tage en uddannelse.

"Jeg vidste allerede i 7. klasse, at jeg gerne ville være politibetjent". Foran 40 elever fra Nørrebro Park Skole stod Hüseyin, der arbejder i PET. Han fortalte eleverne om sin målrettede vej fra folkeskolen til han efter mange år med uddannelse og arbejde i bl.a. militæret endelig blev optaget på Politiskolen. Eleverne lyttede intenst, især da Hüseyin fortalte om sit daglige arbejde i Politiets Efterretningstjeneste.

Hüseyin var én af fem danskere med anden etnisk baggrund, der fortalte hver deres historie om, hvad uddannelse har betydet for deres vej til at få et spændende job. I løbet af dagen hørte eleverne oplæg fra journalisten Nagieb Khaja, folketingspolitikeren Naser Khader, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Kabeer Takiar og Shaina Jabbar, der er partner i Plesner og ansvarlig for skoleprojektet.

Ikke én af de fem historier var ens - men fælles var, at uddannelse har været afgørende for, at de har fået et godt job og et godt liv i Danmark. Journalisten Nagieb Khaja fortalte sin helt særlige historie om, hvordan han fik vendt sit had og sine destruktive tanker til noget positivt ved at tage en uddannelse og arbejde på at gøre en forskel som journalist.

Naser Khader vidste alle i rummet, hvem var - men denne dag var han ikke kommet for at tale politik. I stedet hørte eleverne om, hvordan han var nået dertil, hvor han er i dag. De hørte blandt andet om, hvordan Naser Khader som ung måtte tage et opgør med sin far, da han valgte at springe fra ingeniørstudiet for i stedet at læse økonomi.

Skoleprojekt - Plesner

Stor spørgelyst

Spørgelysten til alle oplægsholderne var stor hos eleverne, der tydeligvis havde forberedt en række gode spørgsmål hjemmefra. Emnerne kom vidt omkring, og der blev spurgt om alt fra James Bond, kidnapning og tørklæder - til naturligvis en række spørgsmål om uddannelse.

De to sidste rollemodeller, vicepolitiinspektør Kabeer Takiar og partner Shaina Jabbar, blev interviewet samtidig på scenen. De var begge gode eksempler på, at selvom de ikke helt fra start har haft en målrettet vej til en bestemt karriere, kan det med vedholdenhed og hårdt arbejde lykkes at komme meget langt. Det var også deres fælles budskab: "Opfør jer ordentligt og sørg for at lave jeres ting i skolen - hvis I gør en indsats og går efter at få en uddannelse, så åbner mulighederne sig".

En lang dag med masser af input blev afsluttet med, at bestyrelsesformand Jørgen Permin fortalte om Plesner, og eleverne kom på en tur rundt i "Kobbertårnet" og hørte om de mange forskellige jobs, der er i et stort advokatkontor.

Skoleprojektet

Arrangementet var en del af Plesners skoleprojekt, der siden 2011 har fulgt en række skoleklasser på Nørrebro Park Skole og siden 2013 på Blågård Skole. Formålet med skoleprojektet er at inspirere eleverne til at forstå vigtigheden af at tage skole og uddannelse alvorligt - og motivere dem til at fokusere på de mange jobmuligheder og frihedsgrader, som videreuddannelse kan give.

Skoleprojektet har skabt tydelige resultater. Blandt de elever, der har deltaget i projektet og nu har afsluttet 9. klasse, har langt de fleste valgt at fortsætte ad uddannelsesvejen på bl.a. gymnasiet, teknisk skole eller 10. klasse.

Seneste insights

Flere insights