Coronavirus - nye regler om udskydelse af ferie

Folketinget har som følge af coronavirus (COVID-19) den 2. april 2020 vedtaget nye regler om udskydelse af ferie. De midlertidige regler giver arbejdsgivere mulighed for at udskyde de ansattes ferie fra ferieåret 2019/2020 samt ferie fra det forkortede ferieår (1. maj 2020 til 31. august 2020) til afholdelse i efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Tiltaget skal sikre fleksibilitet og den nødvendige arbejdskapacitet under coronavirus-krisen.

Uden lovændringen ville arbejdsgivere også kunne ændre tidligere fastsat ferie uden varsel, hvis særlige omstændigheder gjorde det nødvendigt. Dette dog forudsat at ferien ville kunne placeres inden for ferieårets udløb, hvilket for indeværende ferieår ville sige frem til 30. april 2020. Desuden gav reglerne kun adgang til at aftale overførsel af optjent ferie ud over 20 dage til den efterfølgende afholdelsesperiode.

Med de nye regler får arbejdsgivere mulighed for at udskyde lønmodtagerens optjente ferie for ferieåret 2019/2020 og ferie fra det forkortede ferieår til afholdelse i den efterfølgende afholdelsesperiode, hvis ferien ikke kan holdes pga. væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn som følge af COVID-19. Udskydelsen omfatter al ikke afholdt ferie.

Det midlertidige initiativ gør det muligt for arbejdsgivere at indgå individuelle aftaler med lønmodtagere om udskydelse af ferie. Herudover tildeles arbejdsgivere en ensidig ret til at pålægge udskydelse af optjent ferie til afholdelse i en efterfølgende afholdelsesperiode. Loven finder med enkelte undtagelser anvendelse på alle lønmodtagere, uanset andre fastsatte regler herom, herunder regler fastsat ved kollektiv overenskomst.

Væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn

Muligheden for udskydelse omfatter både fastlagt og ikke-fastlagt ferie, dog forudsættes det, at der er tale om væsentlige og upåregnelige driftsmæssige formål med udskydelsen. Der skal være tale om en force majeure-lignende situation, som har været uforudsigelig og uden for arbejdsgiverens kontrol. Derudover skal den berørte lønmodtagers arbejdskraft være nødvendig for at opretholde virksomhedens drift.

Udvidet ret til udskydelse af medarbejderes optjente ferie

Efter de nye regler udvides retten til udskydelse af ferie som følger:

  • Ferie, der skal afholdes i ferieåret 2019/2020, kan udskydes til afholdelse i det forkortede ferieår, dvs. fra 1. maj 2020 til 31. august 2020.
  • Ferie, der skal afholdes i det forkortede ferieår, kan udskydes til afholdelse i efterfølgende ferieafholdelsesperiode, dvs. fra 1. september 2020 til 31. december 2021.

Reglerne er midlertidige, idet de kun gælder for den førnævnte ferie. Lovændringen henvender sig til brancher, hvor der er opstået aktuel mangel på særlig arbejdskraft som følge af mange sygdoms- eller karantæneramte lønmodtagere eller på grund af særlige opgaver i forbindelse med COVID-19.

Dette tiltag muliggør, at specifikke lønmodtagere uden tab af ferie vil kunne arbejde i en periode, hvor behovet for deres arbejdsressource er påtrængende. Det er særligt relevante inden for sundheds- og ældresektoren, politiet og visse andre brancher, som oplever et øget arbejdspres pga. COVID-19.

Se loven som vedtaget

Se nyheder og aktuel information om konsekvenserne af coronavirus

Plesner Coronavirus Task Force