Højesteret lader fællesskabet betale for kloakering i landsbyer

Højesteret har i en dom af 5. februar 2003 bestemt, at det forhold, at en kommune gennem en længere årrække har vedligeholdt et privat spildevandsanlæg og fejlagtigt har betegnet det som "offentligt", har den konsekvens, at anlægget må anses for at være offentligt i Miljøbeskyttelseslovens forstand. Dette gælder, selv om kommunen i den pågældende periode ikke har opkrævet vandafledningsbidrag. Konsekvensen af dette er, at der ikke kan opkræves tilslutningsbidrag fra de tilsluttede ejendomme, når området efterfølgende kloakeres.

Baggrund

Gennem de senere år har der været ført en række sager ved domstolene, der har omhandlet spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne er berettigede til at opkræve tilslutningsbidrag fra ejendomme, der tilsluttes en nyetableret offentlig kloak, når de tidligere har været tilsluttet et privat spildevandsanlæg, som kommunen - i større eller mindre omfang - har været involveret i etableringen og/eller driften af.

Østre Landsret fandt i en dom af 2. marts 2001 - ligesom Retten i Roskilde - at Ramsø Kommune havde været berettiget til at opkræve tilslutningsbidrag fra en række ejendomme i landsbyen Søster Svenstrup i forbindelse med en nykloakering. Landsretten fandt efter en samlet vurdering af anlæggets historie, at det i overensstemmelse med den dagældende lovgivning i 1939 var etableret som et privat spildevandsanlæg. For at anlægget kunne blive opfattet som et offentligt anlæg, skulle der efter Landsrettens opfattelse foreligge en udtrykkelig kommunal beslutning herom eller en udtrykkelig bestemmelse herom i spildevandsplanen. Landsretten fandt ikke, at der forelå en sådan udtrykkelig beslutning - også selv om kommunen gennem en længere årrække havde vedligeholdt og forbedret anlægget for egen regning og lejlighedsvis anført det som "offentligt" i spildevandsplaner.

Omvendt har Vestre Landsret i en dom af 19. april 2001 fundet, at Sundeved Kommune var uberettiget til at opkræve tilslutningsbidrag fra nogle ejendomme i landsbyen Sottrupskov. Vestre Landsret fandt, at et i 1958 etableret anlæg til afledning af vand fra en vej, hvortil de pågældende ejendomme blev tilsluttet, måtte anses for et spildevandsanlæg, selv om der ikke skete rensning af spildevand. Anlægget, som stedse havde været ejet, drevet og vedligeholdt af Sundeved Kommune måtte i hvert fald fra ikrafttrædelsen af Miljøbeskyttelsesloven fra 1991 anses som et offentligt spildevandsanlæg.

Østre Landsret har endvidere i en dom af 23. oktober 2001 slået fast, at Tølløse Kommune var berettiget til at opkræve tilslutningsbidrag fra ejendomme beliggende i landsbyen Soderup Øst med i hovedsagen den samme begrundelse som i Østre Landsrets dom vedrørende Ramsø Kommune.

Såvel sagsøgeren i Ramsø-sagen som Sundeved Kommune søgte efterfølgende Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, men kun sagsøgeren i Ramsø-sagen - som kom først med sin ansøgning, da Landsrettens dom i denne sag forelå før dommen i Sundeved-sagen - fik tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.

Højesterets dom

I dom af 5. februar 2003 ændrede Højesteret enstemmigt Østre Landsrets (enstemmige) og Retten i Roskildes domme og slog fast, at det gamle spildevandsanlæg i Søster Svenstrup var offentligt.

Højesterets begrundelse, der er ganske kort, er følgende:

"Ramsø Kommune har i hvert fald siden begyndelsen af 1970'erne truffet beslutningerne om spildevandsanlæggets drift og vedligeholdelse og afholdt udgifterne hertil. Kommunen har endvidere bl.a. i spildevandsplaner angivet anlægget som offentligt og har i det hele handlet som den, der har ansvaret for anlægget.

Uanset om spildevandsanlægget i 1939 måtte være etableret som et privat anlæg, findes dommen ikke nu at kunne påberåbes til støtte for, at procedureforskrifter for anlægs overgang til offentligt anlæg ikke er overholdt.

På denne baggrund og i øvrigt i overensstemmelse med Miljøbeskyttelseslovens § 30 finder Højesteret, at anlægget er et offentligt spildevandsanlæg. Kommunen har derfor ikke været berettiget til at kræve tilslutningsbidrag som sket, jf. lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. § 2, stk. 1."

Konsekvenser af Højesterets dom

Dommen rejser - med sin konkrete argumentation - efter vor opfattelse en række spørgsmål og giver ingen klar vejledning i, hvornår et spildevandsanlæg må anses for privat, og hvornår det må anses for offentligt.

Umiddelbart synes dommen at lægge afgørende vægt på, hvem "der har ansvaret for anlægget". Dette kriterium svarer til definitionen i Miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 7, hvor et offentligt spildevandsanlæg defineres som spildevandsanlæg, "hvor en eller flere kommunalbestyrelser har ansvaret for anlæggets drift og/eller vedligeholdelse".

Ved bedømmelsen af, hvem der har ansvaret for et spildevandsanlæg, lægger Højesteret vægt på følgende forhold:

• hvem har truffet beslutningerne for anlæggets drift og vedligeholdelse?
• hvem har afholdt udgifterne hertil?
• hvad har kommunen angivet i spildevandsplaner mv.?

Har kommunen med andre ord handlet sådan, at det for de berørte ejendommen må se ud, som om kloakken er offentlig, fanger bordet for kommunerne - uanset at der ikke foreligger en udtrykkelig aftale om overdragelse af anlægget til kommunen.

Der er ikke tvivl om, at dommen vil føre til, at en række ejere af ejendomme, som har betalt tilslutningsbidrag i forbindelse med nykloakering i landsbyer, vil være berettiget til at få deres tilslutningsbidrag tilbagebetalt. Dette vil medføre betydelige udgifter for kloakforsyningerne i en række landkommuner - udgifter som ejerne af ejendomme i byområderne kommer til at betale gennem forhøjede vandafledningsbidrag.

Tilsvarende må kommunerne se øjnene, at en række fremtidige kloakeringer af landsbyer med gamle spildevandsanlæg må ske uden, at der kan opkræves tilslutningsbidrag. Til gengæld kan man fra i dag og 5 år tilbage kræve vandafledningsbidrag.

Det korte af det lange er, at mange kommuner bliver nødt til at revurdere den inddeling af landsbyernes anlæg, som de foretog omkring 1990. Kommunerne har dengang fulgt Miljøstyrelsens rådgivning, og den var baseret på samme argumenter, som Landsrettens dom i Ramsø-sagen. Højesteret har imidlertid ændret grundlaget væsentligt.

Af advokat Søren Stenderup Jensen og advokat Mogens Moe.