Fogedretten i Ballerup har igen forbudt generisk ommærkning

I fortsættelse af Fogedretten i Ballerups kendelse fra december 2002 i sagen Pfizer mod Paranova (som dog vedrørte ommærkning til et eget Paranova "fantasi-varemærke" og ikke et generisk navn) har Fogedretten ved kendelse af 13. juni 2003 i sagen AstraZeneca A/S m.fl. mod Paranova Danmark A/S m.fl. igen forbudt generisk ommærkning foretaget af Paranova, men denne gang i relation til AstraZenecas franske produkt Oxeol(r), som i Danmark markedsføres af AstraZeneca under varemærket Bambec(r).

Paranova ommærkede til den generiske betegnelse "Bambuterol "Paranova"" i en pakning, der fik produktet til at fremtræde som et Paranova-produkt. Varemærkerne Oxeol(r) og AstraZeneca(r) var dog fortsat synlige på inderpakningen, og AstraZeneca Monts var angivet som producent på yderpakningen, hvor det også var angivet med mindre skrift, at produktet svarede til Bambec. Forbud nedlægges allerede som følge af denne henvisning til Bambec-varemærket som anset for stridende mod Varemærkeloven. Forbuddet begrundes tillige med, at den stærke Paranova-branding udgør en krænkelse efter Markedsføringsloven.

Forbud nedlægges i forhold til både det danske markedsføringsansvarlige Paranova-selskab, Paranova Danmark A/S, og det Paranova-selskab, der står for ompakningen, Paranova Pack A/S, og i øvrigt - og her i modsætning til enkelte tidligere kendelser fra samme Fogedret - med en relativt begrænset sikkerhedsstillelse.