Bilforhandler i betalingsstandsning - importørens retsstilling

I gensidigt bebyrdende aftaler om løbende retsforhold ses ofte indsat en bestemmelse om, at den ene parts betalingsstandsning eller konkurs anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen. Bestem­melser af denne karakter ses også typisk i bilbranchens forhandleraftaler og har til formål at sikre importøren mod at lide (yderligere) tab, idet handel med en for­handler, der er under betalingsstandsning eller konkurs, ikke giver importøren sikkerhed for rettidig og fuld beta­ling ved forfaldstid. Importøren vil derfor typisk have et ønske om at hæve forhandleraftalen på så tidligt et tids­punkt som muligt for derved for eksempel at få mulighed for at tilbagetage biler, som måtte være solgt i konsigna­tion, og for at undgå risikoen for, at der gennem yderli­gere samhandel bliver oparbejdet et usikret tilgodeha­vende hos forhandleren.

Det er imidlertid almindeligt antaget i dansk ret, at et konkursdekret over den ene part i sig selv ikke berettiger den anden part til at ophæve parternes aftale.

Dette skyldes, at reglerne i konkursloven ufravigeligt medfører, at den konkursramte parts konkursbo som hovedregel har ret til at indtræde i de kontrakter, boet måtte ønske at fortsætte.

 

Konkurslovens § 55, stk. 1, lyder

"Boet kan indtræde i de af skyldneren indgåede gen­sidigt bebyrdende aftaler."

Konkurslovens § 56 lyder

"Indtræder boet i aftalen, bliver det berettiget og forpligtet på aftalens vilkår.
Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bliver boet ved sin indtræden forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse som massekrav."

Det kan derfor ikke med virkning for forhandlerens kon­kursbo på forhånd aftales, at forhandlerens konkurs uden videre berettiger importøren til at hæve forhandlerafta­len, idet en sådan bestemmelse ville udhule boets mu­lighed for at indtræde i aftalen.

Samtidig ligger det fast, at hvis forhandleren inden kon­kursdekretets afsigelse har misligholdt forhandleraftalen væsentligt, vil importøren – uanset forhandlerens kon­kurs – have ret til at hæve forhandleraftalen.

Konkurslovens § 58, stk. 2, lyder

"Medkontrahenten kan […] hæve aftalen, såfremt han bortset fra konkursen havde adgang hertil."

De citerede regler fra konkursloven er efter deres ordlyd og placering i konkursloven ikke direkte anvendelige på forhandlerens betalingsstandsning. I det følgende gen­nemgås derfor importørens retsstilling i tilfælde af for­handlerens betalingsstandsning, herunder mulighed for at hæve forhandleraftalen og tvangsfuldbyrdelse af kra­vet mod forhandleren.

Betalingsstandsning

Generelt

En insolvent forhandler - og kun forhandleren selv - kan i henhold til konkurslovens regler anmelde betalings­standsning til skifteretten, som samtidig med modta­gelse af anmeldelsen udpeger et tilsyn. Tilsynet, som typisk er en advokat, skal føre tilsyn med forhandlerens virksomhed under betalingsstandsningen og give sam­tykke til væsentlige dispositioner.

Virkningen af tilsynets samtykke til en disposition, f.eks. køb i henhold til en forhandleraftale, er, at importørens krav får fortrinsstilling i forhold til en række andre kredi­torer efter konkurslovens § 94 i tilfælde af forhandlerens efterfølgende konkurs. Samtidig bevirker tilsynets sam­tykke, at dispositionen i tilfælde af forhandlerens efter­følgende konkurs ikke kan omstødes i henhold til kon­kurslovens § 72, medmindre tilsynet ved samtykket åbenbart har overskredet sine beføjelser.

Forhandlerens ledelse bevarer rådigheden over forhand­lerens aktiver under betalingsstandsningen. I forbindelse med en anmeldelse af betalingsstandsning sker der såle­des ikke - som i forbindelse med afsigelsen af et kon­kursdekret - en ændring af forhandlerens juridiske per­son, som er den samme både før og efter anmeldelsen af en betalingsstandsning.

En forhandlers generelle betalingsudeblivelse i forhold til alle kreditorer, eller hvor forhandleren vælger ikke at betale enkelte kreditorer, sidestilles i praksis med en betalingsstandsning, som dermed altså ikke nødvendig­vis anmeldes til skifteretten. En sådan betalingsstands­ning benævnes ofte en "stille" betalingsstandsning, og det nedenfor anførte om muligheden for at hæve for­handleraftalen i forbindelse med forhandlerens beta­lingsstandsning vil således som udgangspunkt også gælde en sådan.

Den stille betalingsstandsning er - i modsætning til den anmeldte - som udgangspunkt ikke omfattet af kon­kurslovens regler. Dette betyder blandt andet, at der ikke er noget tilsyn, der kan give samtykke til dispositioner under betalingsstandsningen. Importøren vil således under en stille betalingsstandsning ikke kunne opnå fortrinsstilling for sit krav efter konkurslovens § 94, lige­som importøren ikke kan sikre sig mod omstødelse af en disposition efter konkurslovens § 72. Derudover gælder de nedenfor omtalte regler om tvangsfuldbyrdelse ikke under en stille betalingsstandsning, jf. nærmere herom nedenfor.

Importørens mulighed for at hæve forhandleraftalen i for­bindelse med forhandlerens betalingsstandsning

Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis, hvor der tages stilling til, om importøren kan støtte ret på en bestem­melse om, at forhandlerens betalingsstandsning i sig selv kan anses for at udgøre en hævebegrundende mislig­holdelse, og teorien på området er bestemt ikke entydig.

På den ene side er det gjort gældende, at det for impor­tøren er mindre indgribende, at forhandleren anmelder betalingsstandsning, end at han tages under konkursbe­handling. Da afsigelsen af et konkursdekret i sig selv ikke kan betragtes som en væsentlig misligholdelse af afta­len, jf. ovenfor, kan anmeldelse af betalingsstandsning herefter som det mindre i det mere heller ikke anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af afta­len. Hertil kommer, at konkurslovens regler om boets indtrædelsesret i betydeligt omfang kunne undergraves, hvis en bestemmelse om, at anmeldt betalingsstands­ning kan anses for at udgøre en hævebegrundende mis­ligholdelse, kan håndhæves, når nu en tilsvarende be­stemmelse om konkurs ikke er gyldig. Ud fra dette syns­punkt vil importøren således ikke kunne håndhæve en bestemmelse i forhandleraftalen om, at forhandlerens betalingsstandsning i sig selv anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse.

På den anden side sker der som anført – modsat kon­kurssituationen - ikke nogen ændring af skyldners juri­diske person i forbindelse med dennes betalingsstands­ning. Som følge heraf er der ikke nogen ny juridisk per­son, der skal overveje, om den skal indtræde i forhand­leraftalen under forhandlerens betalingsstandsning. Hertil kommer, at reglerne om boets indtrædelsesret står i den del af konkursloven, der vedrører skyldners konkurs - og ikke er gentaget i afsnittet vedrørende an­meldt betalingsstandsning. Reglerne om indtrædelse finder derfor som nævnt ikke direkte anvendelse under betalingsstandsning. Ud fra disse synspunkter er der ikke noget til hinder for, at importøren og forhandleren på forhånd aftaler, at forhandlernes anmeldelse af beta­lingsstandsning i sig selv udgør en hævebegrundende misligholdelse af forhandleraftalen.

Der ses som nævnt ikke at foreligge trykt praksis om, hvorvidt importøren kan støtte ret på en bestemmelse i forhandleraftalen om, at forhandlerens anmeldelse af betalingsstandsning i sig selv kan anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen. Der er dog meget, der ud fra en formålsfortolkning af konkursloven taler for, at parterne ikke kan udhule den ret, et even­tuelt kommende konkursbo som udgangspunkt må siges at have til at indtræde i forhandleraftalen ved i denne aftale at bestemme, at forhandlerens anmeldte beta­lingsstandsning i sig selv kan udgøre en hævebegrun­dende misligholdelse. Da forholdet ikke er endeligt afkla­ret, bør bestemmelser af nævnte karakter dog (fortsat) udgøre en del af i forhandleraftalerne.

Omvendt er der i teorien enighed om, at importøren - ligesom i tilfælde af forhandlerens konkurs - efter al sandsynlighed vil være berettiget til at hæve forhandler­aftalen, hvis importøren uanset betalingsstandsningen ville være berettiget hertil. Hvorvidt importøren har en sådan ret til at hæve forhandleraftalen må i så tilfælde bero på en konkret vurdering. Det bør derfor overvejes, om formuleringer om, i hvilket omfang forhandleraftalen kan anses for misligholdt eller ej, i yderligere grad bør tilpasses aftalens parter og de omstændigheder, aftalen i øvrigt skal regulere. Der vil formentlig herved i højere grad kunne opnås det resultat, at importøren kan støtte ret på forhandleraftalens formulering af, hvornår der foreligger en hævebegrundende misligholdelse fra for­handlerens side - i modsætning til det tilfælde, hvor misligholdelse (alene) defineres standardmæssigt, f.eks. således at forhandlerens betalingsstandsning og konkurs (etc.) i sig selv anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af forhandleraftalen. 

Mulighed for tvangsfuldbyrdelse

Det følger af konkursloven, at kreditorerne efter skyld­ners anmeldelse af betalingsstandsning som udgangs­punkt ikke kan foretage udlæg i skyldners aktiver. Efter forhandlerens anmeldelse af betalingsstandsning kan importøren således ikke sikre et eventuelt usikret tilgo­dehavende hos forhandleren ved foretagelse af udlæg via fogedretten. 

Da konkursloven som ovenfor anført ikke gælder stille betalingsstandsninger, vil importøren under en sådan fortsat kunne foretage udlæg i forhandlerens aktiver.

Kreditorernes ret til at få gennemført en umiddelbar fogedforretning berøres dog ikke af betalingsstandsnin­gen - hvad enten denne er anmeldt til skifteretten eller ej. Hvis importøren har solgt biler til en forhandler i kon­signation, vil importøren således også efter forhandle­rens betalingsstandsning - hvis forhandleraftalen beret­tiger hertil, f.eks. fordi forhandleraftalen er ophørt - kunne tilbagetage de af konsignationen omfattede biler, og om nødvendigt også med fogedrettens hjælp.

Standsningsret og sikkerhedsstillelse

(i) Salgsgenstanden er ikke leveret til den betalings­standsningsramte forhandler

En forhandlers betalingsstandsning vil som nævnt ikke nødvendigvis i sig selv kunne anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af forhandleraftalen, og en bestemmelse herom i forhandleraftalen vil mulig­vis kunne tilsidesættes. På trods heraf vil importøren formentlig kunne anse forhandlerens betalingsstands­ning for at udgøre såkaldt anticiperet misligholdelse af forhandleraftalen. Forhandlerens anmeldte eller stille betalingsstandsning vil derfor i visse situationer beret­tige importøren til at holde salgsgenstanden (f.eks. biler og reservedele) tilbage, eller, hvis salgsgenstanden alle­rede er afsendt, at hindre dens overgivelse til forhandle­ren, indtil denne stiller sikkerhed for betaling herfor.

Købelovens § 39 lyder

 

"Kommer køberen efter købets afslutning under kon­kurs […], har sælgeren, skønt der er givet henstand med betalingen, ret til at holde salgsgenstanden tilbage eller, hvis den er forsendt fra leveringsstedet, at hindre dens overgivelse til boet, indtil betryggen-de sikkerhed stilles for købesummens betaling til forfaldstid. Er tiden for leveringen kommet, og boet ikke på sælgerens opfordring stiller sådan sikkerhed, kan han hæve købet.

 

Stk. 2. Disse bestemmelser kommer også til anven­delse, hvis efter købets afslutning køberen […] har standset sine betalinger, eller hans formueforhold i øvrigt viser sig at være sådanne, at han må antages at ville være ude af stand til at betale købesummen, når den forfalder.

Muligheden for at udnytte ovennævnte standsningsret og kræve sikkerhedsstillelse for betaling af salgsgen­standen gælder dog kun, hvis importøren ikke åbenbart er sikret overfor forhandlerens kreditorer, herunder evt. kommende konkursbo, på en betryggende måde.

I de tilfælde, hvor importøren ikke har anden sikkerhed for betaling af købesummen, f.eks. ved salg af reserve­dele på kredit, vil importøren i tilfælde af forhandlerens betalingsstandsning kunne hindre overgivelsen heraf til forhandleren og kræve sikkerhed for betalingen herfor. Hvis nævnte sikkerhed ikke stilles, er det muligt, at im­portøren er berettiget til at hæve hele forhandleraftalen, i det omfang dennes bestemmelser må anses for at være indbyrdes afhængige af hinanden.

(ii) Salgsgenstanden er leveret til den betalingsstands­ningsramte forhandler efter betalingsstandsningens indtræden

Konkurslovens § 16c, stk. 1, lyder

"Er en ydelse, for hvilken der skal svares vederlag, overgivet til skyldneren efter, at skifteretten har modtaget anmeldelse om betalingsstandsning, kan ydelsen kræves tilbage, medmindre tilsynet tiltræder aftalen. Er forfaldstid for modydelsen ikke kommet, skal der på opfordring stilles sikkerhed for denne."

Bestemmelsen gælder alene anmeldt betalingsstands­ning og finder anvendelse på de situationer, hvor salgs­genstanden er overdraget til forhandleren efter dennes anmeldelse af betalingsstandsning, og hvis importøren på tidspunktet for leveringen ikke var klar over forhand­lerens betalingsstandsning. I sådanne situationer vil importøren - med mindre tilsynet tiltræder forhandleraf­talen - kunne kræve de leverede genstande retur. Hvis tilsynet tiltræder forhandleraftalen, vil importøren for­mentlig kunne kræve sikkerhedsstillelse for betaling af købesummen for de leverede salgsgenstande - i hvert fald i det omfang, importøren ikke herudover kan siges at have sikkerhed for betaling af købesummen for disse aktiver.

Konklusion

Som det fremgår ovenfor, har forhandlerens betalings­standsning i flere sammenhænge stor betydning for importørens retsstilling – uanset om betalingsstandsnin­gen er anmeldt til skifteretten eller ikke. Det vil endvi­dere i forhold til f.eks. importørens eventuelle standsningsret være afgørende, at importøren reagerer hurtigt på en oplysning om, at forhandleren befinder sig i en situation, der har karakter af betalingsstandsning.

Forhandlerens betalingsstandsning vil dog ikke nødven­digvis i sig selv give importøren ret til at hæve forhand­leraftalen - uanset om importøren i forhandleraftalen er tillagt en sådan ret. Da retstilstanden ikke er fuldstændig klar, anbefales det dog, at forhandleraftaler (også frem­over) indeholder en bestemmelse om, at forhandlerens (anmeldelse af) betalingsstandsning skal anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen, men at forhandleraftalen i øvrigt søges tilpasset parterne og de omstændigheder, aftalen i øvrigt skal regulere. Der bør herved tilstræbes en større mulighed for, at aftalens bestemmelser ikke kan tilsidesættes.

I det omfang forhandleraftalen ikke ophører eller er op­hørt af andre grunde, må det endvidere anbefales, at det i forbindelse med en forhandlers betalingsstandsning overvejes, i hvilket omfang der kan og bør stilles krav om sikkerhed for betaling af de salgsgenstande, der i medfør af forhandleraftalen leveres til forhandleren. I det om­fang nævnte sikkerhed ikke stilles, eller hvis importøren også før betalingsstandsningen var berettiget hertil, bør importøren - hvis de kommercielle overvejelser måtte føre til samme resultat – ophæve forhandleraftalen. Herved kan importøren sikre sig mod oparbejdelse af yderligere usikrede tilgodehavender hos forhandleren og få mulighed for straks at tilbagetage aktiver solgt i kon­signation.

Det bemærkes endelig, at Konkursrådet har afgivet en betænkning om rekonstruktion mv. (Bet. 1512/2009), som lægger op til en vis form for modernisering af beta­lingsstandsningsinstituttet, herunder visse af oven­nævnte forhold. Justitsministeren har nu den 26. marts 2010 i Folketinget fremsat lovforslag om nye rekonstruk­tionsregler (lovforslag nr. 199 i 2010).  Hvis loven vedta­ges, forventes det, at reglerne senest træder i kraft 1. marts 2011. Reglernes betydning for bilbranchen vil blive gennemgået nærmere i et kommende nyhedsbrev, når loven er vedtaget.