Bilforhandler i betalingsstandsning - importørens retsstilling
I gensidigt bebyrdende aftaler om løbende retsforhold ses ofte indsat en bestemmelse om, at den ene parts betalingsstandsning eller konkurs anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen. Bestemmelser af denne karakter ses også typisk i bilbranchens forhandleraftaler og har til formål at sikre importøren mod at lide (yderligere) tab, idet handel med en forhandler, der er under betalingsstandsning eller konkurs, ikke giver importøren sikkerhed for rettidig og fuld betaling ved forfaldstid. Importøren vil derfor typisk have et ønske om at hæve forhandleraftalen på så tidligt et tidspunkt som muligt for derved for eksempel at få mulighed for at tilbagetage biler, som måtte være solgt i konsignation, og for at undgå risikoen for, at der gennem yderligere samhandel bliver oparbejdet et usikret tilgodehavende hos forhandleren.
Det er imidlertid almindeligt antaget i dansk ret, at et konkursdekret over den ene part i sig selv ikke berettiger den anden part til at ophæve parternes aftale.
Dette skyldes, at reglerne i konkursloven ufravigeligt medfører, at den konkursramte parts konkursbo som hovedregel har ret til at indtræde i de kontrakter, boet måtte ønske at fortsætte.
Konkurslovens § 55, stk. 1, lyder "Boet kan indtræde i de af skyldneren indgåede gensidigt bebyrdende aftaler." Konkurslovens § 56 lyder "Indtræder boet i aftalen, bliver det berettiget og forpligtet på aftalens vilkår. |
Det kan derfor ikke med virkning for forhandlerens konkursbo på forhånd aftales, at forhandlerens konkurs uden videre berettiger importøren til at hæve forhandleraftalen, idet en sådan bestemmelse ville udhule boets mulighed for at indtræde i aftalen.
Samtidig ligger det fast, at hvis forhandleren inden konkursdekretets afsigelse har misligholdt forhandleraftalen væsentligt, vil importøren – uanset forhandlerens konkurs – have ret til at hæve forhandleraftalen.
Konkurslovens § 58, stk. 2, lyder "Medkontrahenten kan […] hæve aftalen, såfremt han bortset fra konkursen havde adgang hertil." |
De citerede regler fra konkursloven er efter deres ordlyd og placering i konkursloven ikke direkte anvendelige på forhandlerens betalingsstandsning. I det følgende gennemgås derfor importørens retsstilling i tilfælde af forhandlerens betalingsstandsning, herunder mulighed for at hæve forhandleraftalen og tvangsfuldbyrdelse af kravet mod forhandleren.
Betalingsstandsning
Generelt
En insolvent forhandler - og kun forhandleren selv - kan i henhold til konkurslovens regler anmelde betalingsstandsning til skifteretten, som samtidig med modtagelse af anmeldelsen udpeger et tilsyn. Tilsynet, som typisk er en advokat, skal føre tilsyn med forhandlerens virksomhed under betalingsstandsningen og give samtykke til væsentlige dispositioner.
Virkningen af tilsynets samtykke til en disposition, f.eks. køb i henhold til en forhandleraftale, er, at importørens krav får fortrinsstilling i forhold til en række andre kreditorer efter konkurslovens § 94 i tilfælde af forhandlerens efterfølgende konkurs. Samtidig bevirker tilsynets samtykke, at dispositionen i tilfælde af forhandlerens efterfølgende konkurs ikke kan omstødes i henhold til konkurslovens § 72, medmindre tilsynet ved samtykket åbenbart har overskredet sine beføjelser.
Forhandlerens ledelse bevarer rådigheden over forhandlerens aktiver under betalingsstandsningen. I forbindelse med en anmeldelse af betalingsstandsning sker der således ikke - som i forbindelse med afsigelsen af et konkursdekret - en ændring af forhandlerens juridiske person, som er den samme både før og efter anmeldelsen af en betalingsstandsning.
En forhandlers generelle betalingsudeblivelse i forhold til alle kreditorer, eller hvor forhandleren vælger ikke at betale enkelte kreditorer, sidestilles i praksis med en betalingsstandsning, som dermed altså ikke nødvendigvis anmeldes til skifteretten. En sådan betalingsstandsning benævnes ofte en "stille" betalingsstandsning, og det nedenfor anførte om muligheden for at hæve forhandleraftalen i forbindelse med forhandlerens betalingsstandsning vil således som udgangspunkt også gælde en sådan.
Den stille betalingsstandsning er - i modsætning til den anmeldte - som udgangspunkt ikke omfattet af konkurslovens regler. Dette betyder blandt andet, at der ikke er noget tilsyn, der kan give samtykke til dispositioner under betalingsstandsningen. Importøren vil således under en stille betalingsstandsning ikke kunne opnå fortrinsstilling for sit krav efter konkurslovens § 94, ligesom importøren ikke kan sikre sig mod omstødelse af en disposition efter konkurslovens § 72. Derudover gælder de nedenfor omtalte regler om tvangsfuldbyrdelse ikke under en stille betalingsstandsning, jf. nærmere herom nedenfor.
Importørens mulighed for at hæve forhandleraftalen i forbindelse med forhandlerens betalingsstandsning
Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis, hvor der tages stilling til, om importøren kan støtte ret på en bestemmelse om, at forhandlerens betalingsstandsning i sig selv kan anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse, og teorien på området er bestemt ikke entydig.
På den ene side er det gjort gældende, at det for importøren er mindre indgribende, at forhandleren anmelder betalingsstandsning, end at han tages under konkursbehandling. Da afsigelsen af et konkursdekret i sig selv ikke kan betragtes som en væsentlig misligholdelse af aftalen, jf. ovenfor, kan anmeldelse af betalingsstandsning herefter som det mindre i det mere heller ikke anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen. Hertil kommer, at konkurslovens regler om boets indtrædelsesret i betydeligt omfang kunne undergraves, hvis en bestemmelse om, at anmeldt betalingsstandsning kan anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse, kan håndhæves, når nu en tilsvarende bestemmelse om konkurs ikke er gyldig. Ud fra dette synspunkt vil importøren således ikke kunne håndhæve en bestemmelse i forhandleraftalen om, at forhandlerens betalingsstandsning i sig selv anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse.
På den anden side sker der som anført – modsat konkurssituationen - ikke nogen ændring af skyldners juridiske person i forbindelse med dennes betalingsstandsning. Som følge heraf er der ikke nogen ny juridisk person, der skal overveje, om den skal indtræde i forhandleraftalen under forhandlerens betalingsstandsning. Hertil kommer, at reglerne om boets indtrædelsesret står i den del af konkursloven, der vedrører skyldners konkurs - og ikke er gentaget i afsnittet vedrørende anmeldt betalingsstandsning. Reglerne om indtrædelse finder derfor som nævnt ikke direkte anvendelse under betalingsstandsning. Ud fra disse synspunkter er der ikke noget til hinder for, at importøren og forhandleren på forhånd aftaler, at forhandlernes anmeldelse af betalingsstandsning i sig selv udgør en hævebegrundende misligholdelse af forhandleraftalen.
Der ses som nævnt ikke at foreligge trykt praksis om, hvorvidt importøren kan støtte ret på en bestemmelse i forhandleraftalen om, at forhandlerens anmeldelse af betalingsstandsning i sig selv kan anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen. Der er dog meget, der ud fra en formålsfortolkning af konkursloven taler for, at parterne ikke kan udhule den ret, et eventuelt kommende konkursbo som udgangspunkt må siges at have til at indtræde i forhandleraftalen ved i denne aftale at bestemme, at forhandlerens anmeldte betalingsstandsning i sig selv kan udgøre en hævebegrundende misligholdelse. Da forholdet ikke er endeligt afklaret, bør bestemmelser af nævnte karakter dog (fortsat) udgøre en del af i forhandleraftalerne.
Omvendt er der i teorien enighed om, at importøren - ligesom i tilfælde af forhandlerens konkurs - efter al sandsynlighed vil være berettiget til at hæve forhandleraftalen, hvis importøren uanset betalingsstandsningen ville være berettiget hertil. Hvorvidt importøren har en sådan ret til at hæve forhandleraftalen må i så tilfælde bero på en konkret vurdering. Det bør derfor overvejes, om formuleringer om, i hvilket omfang forhandleraftalen kan anses for misligholdt eller ej, i yderligere grad bør tilpasses aftalens parter og de omstændigheder, aftalen i øvrigt skal regulere. Der vil formentlig herved i højere grad kunne opnås det resultat, at importøren kan støtte ret på forhandleraftalens formulering af, hvornår der foreligger en hævebegrundende misligholdelse fra forhandlerens side - i modsætning til det tilfælde, hvor misligholdelse (alene) defineres standardmæssigt, f.eks. således at forhandlerens betalingsstandsning og konkurs (etc.) i sig selv anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af forhandleraftalen.
Mulighed for tvangsfuldbyrdelse
Det følger af konkursloven, at kreditorerne efter skyldners anmeldelse af betalingsstandsning som udgangspunkt ikke kan foretage udlæg i skyldners aktiver. Efter forhandlerens anmeldelse af betalingsstandsning kan importøren således ikke sikre et eventuelt usikret tilgodehavende hos forhandleren ved foretagelse af udlæg via fogedretten.
Da konkursloven som ovenfor anført ikke gælder stille betalingsstandsninger, vil importøren under en sådan fortsat kunne foretage udlæg i forhandlerens aktiver.
Kreditorernes ret til at få gennemført en umiddelbar fogedforretning berøres dog ikke af betalingsstandsningen - hvad enten denne er anmeldt til skifteretten eller ej. Hvis importøren har solgt biler til en forhandler i konsignation, vil importøren således også efter forhandlerens betalingsstandsning - hvis forhandleraftalen berettiger hertil, f.eks. fordi forhandleraftalen er ophørt - kunne tilbagetage de af konsignationen omfattede biler, og om nødvendigt også med fogedrettens hjælp.
Standsningsret og sikkerhedsstillelse
(i) Salgsgenstanden er ikke leveret til den betalingsstandsningsramte forhandler
En forhandlers betalingsstandsning vil som nævnt ikke nødvendigvis i sig selv kunne anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af forhandleraftalen, og en bestemmelse herom i forhandleraftalen vil muligvis kunne tilsidesættes. På trods heraf vil importøren formentlig kunne anse forhandlerens betalingsstandsning for at udgøre såkaldt anticiperet misligholdelse af forhandleraftalen. Forhandlerens anmeldte eller stille betalingsstandsning vil derfor i visse situationer berettige importøren til at holde salgsgenstanden (f.eks. biler og reservedele) tilbage, eller, hvis salgsgenstanden allerede er afsendt, at hindre dens overgivelse til forhandleren, indtil denne stiller sikkerhed for betaling herfor.
Købelovens § 39 lyder
"Kommer køberen efter købets afslutning under konkurs […], har sælgeren, skønt der er givet henstand med betalingen, ret til at holde salgsgenstanden tilbage eller, hvis den er forsendt fra leveringsstedet, at hindre dens overgivelse til boet, indtil betryggen-de sikkerhed stilles for købesummens betaling til forfaldstid. Er tiden for leveringen kommet, og boet ikke på sælgerens opfordring stiller sådan sikkerhed, kan han hæve købet.
Stk. 2. Disse bestemmelser kommer også til anvendelse, hvis efter købets afslutning køberen […] har standset sine betalinger, eller hans formueforhold i øvrigt viser sig at være sådanne, at han må antages at ville være ude af stand til at betale købesummen, når den forfalder. |
Muligheden for at udnytte ovennævnte standsningsret og kræve sikkerhedsstillelse for betaling af salgsgenstanden gælder dog kun, hvis importøren ikke åbenbart er sikret overfor forhandlerens kreditorer, herunder evt. kommende konkursbo, på en betryggende måde.
I de tilfælde, hvor importøren ikke har anden sikkerhed for betaling af købesummen, f.eks. ved salg af reservedele på kredit, vil importøren i tilfælde af forhandlerens betalingsstandsning kunne hindre overgivelsen heraf til forhandleren og kræve sikkerhed for betalingen herfor. Hvis nævnte sikkerhed ikke stilles, er det muligt, at importøren er berettiget til at hæve hele forhandleraftalen, i det omfang dennes bestemmelser må anses for at være indbyrdes afhængige af hinanden.
(ii) Salgsgenstanden er leveret til den betalingsstandsningsramte forhandler efter betalingsstandsningens indtræden
Konkurslovens § 16c, stk. 1, lyder "Er en ydelse, for hvilken der skal svares vederlag, overgivet til skyldneren efter, at skifteretten har modtaget anmeldelse om betalingsstandsning, kan ydelsen kræves tilbage, medmindre tilsynet tiltræder aftalen. Er forfaldstid for modydelsen ikke kommet, skal der på opfordring stilles sikkerhed for denne." |
Bestemmelsen gælder alene anmeldt betalingsstandsning og finder anvendelse på de situationer, hvor salgsgenstanden er overdraget til forhandleren efter dennes anmeldelse af betalingsstandsning, og hvis importøren på tidspunktet for leveringen ikke var klar over forhandlerens betalingsstandsning. I sådanne situationer vil importøren - med mindre tilsynet tiltræder forhandleraftalen - kunne kræve de leverede genstande retur. Hvis tilsynet tiltræder forhandleraftalen, vil importøren formentlig kunne kræve sikkerhedsstillelse for betaling af købesummen for de leverede salgsgenstande - i hvert fald i det omfang, importøren ikke herudover kan siges at have sikkerhed for betaling af købesummen for disse aktiver.
Konklusion
Som det fremgår ovenfor, har forhandlerens betalingsstandsning i flere sammenhænge stor betydning for importørens retsstilling – uanset om betalingsstandsningen er anmeldt til skifteretten eller ikke. Det vil endvidere i forhold til f.eks. importørens eventuelle standsningsret være afgørende, at importøren reagerer hurtigt på en oplysning om, at forhandleren befinder sig i en situation, der har karakter af betalingsstandsning.
Forhandlerens betalingsstandsning vil dog ikke nødvendigvis i sig selv give importøren ret til at hæve forhandleraftalen - uanset om importøren i forhandleraftalen er tillagt en sådan ret. Da retstilstanden ikke er fuldstændig klar, anbefales det dog, at forhandleraftaler (også fremover) indeholder en bestemmelse om, at forhandlerens (anmeldelse af) betalingsstandsning skal anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen, men at forhandleraftalen i øvrigt søges tilpasset parterne og de omstændigheder, aftalen i øvrigt skal regulere. Der bør herved tilstræbes en større mulighed for, at aftalens bestemmelser ikke kan tilsidesættes.
I det omfang forhandleraftalen ikke ophører eller er ophørt af andre grunde, må det endvidere anbefales, at det i forbindelse med en forhandlers betalingsstandsning overvejes, i hvilket omfang der kan og bør stilles krav om sikkerhed for betaling af de salgsgenstande, der i medfør af forhandleraftalen leveres til forhandleren. I det omfang nævnte sikkerhed ikke stilles, eller hvis importøren også før betalingsstandsningen var berettiget hertil, bør importøren - hvis de kommercielle overvejelser måtte føre til samme resultat – ophæve forhandleraftalen. Herved kan importøren sikre sig mod oparbejdelse af yderligere usikrede tilgodehavender hos forhandleren og få mulighed for straks at tilbagetage aktiver solgt i konsignation.
Det bemærkes endelig, at Konkursrådet har afgivet en betænkning om rekonstruktion mv. (Bet. 1512/2009), som lægger op til en vis form for modernisering af betalingsstandsningsinstituttet, herunder visse af ovennævnte forhold. Justitsministeren har nu den 26. marts 2010 i Folketinget fremsat lovforslag om nye rekonstruktionsregler (lovforslag nr. 199 i 2010). Hvis loven vedtages, forventes det, at reglerne senest træder i kraft 1. marts 2011. Reglernes betydning for bilbranchen vil blive gennemgået nærmere i et kommende nyhedsbrev, når loven er vedtaget.