Betaling for afspilning af musik i en tandlægepraksis

EU-Domstolen har afgjort en sag om betaling for afspilning af radiotransmitteret musik i en tandlægepraksis.

Problemstillingen var forelagt af appelretten i Torino og vedrørte fortolkning af begrebet "kommunikation til offentligheden" i direktivet om udlejnings- og udlånsrettigheder. På grund af den måde, sagen var forelagt, valgte Domstolen - i stedet for blot at udlægge forståelsen af de relevante EU-regler - at tage stilling til sagens realitet, da man havde alle de nødvendige oplysninger hertil.

I sagen var en italiensk tandlæge blevet afkrævet betaling af SCF - det italienske svar på KODA - for at afspille radiotransmitteret musik i sin praksis, mens han behandlede patienter. Tandlægen mente ikke, at der var tale om kommunikation til offentligheden, som kunne give rettighedshaverne krav på vederlag.

Domstolen fastlagde indledningsvis, at retten til vederlag forudsætter, at den offentlighed, som er genstand for kommunikationen, dels skal være bestemt af den person, der afspiller musikken, dels på den eller anden måde er modtagelig for kommunikationen og ikke blot "fanget" ved et tilfælde.

Domstolen lagde i den konkrete sag vægt på, at tandlægepatienter sædvanligvis består af en gruppe personer, hvis sammensætning er overvejende stabil, og at den personkreds, som sideløbende opholder sig i tandlægens praksis, almindeligvis er stærkt begrænset.

Domstolen påpegede endvidere, at tandlægen ved brug af radio som baggrundsmusik næppe kunne forvente en stigning i antallet af patienter, ligesom musikken ikke gav tandlægen mulighed for at hæve priserne for de ydelser, han udførte. Det var desuden tilfældigt og uafhængigt af patienternes ønsker, om de fik adgang til musik, alt efter hvornår de ankom, hvor længe de skulle vente, og hvilken art behandling de skulle modtage.

Under disse omstændigheder kunne det ikke antages, at tandlægens normale kundekreds var modtagelig for adgangen til musik, og udbredelsen var følgelig ikke sket med vinding for øje.

Domstolen konkluderede på den baggrund, at tandlægens afspilning af radiotransmitteret musik ikke udgjorde "kommunikation til offentligheden" i udlejnings- og udlånsdirektivets forstand, og rettighedshaverne havde dermed ikke krav på vederlag herfor.

Dommen viser, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at sikre rettighedshaverne betaling for afspilning af musik i f.eks. en tandlægepraksis, frisørsalon og lignende, hvis dette ikke udgør "kommunikation til offentligheden" i direktivets forstand.

Læs dommen her: eur-lex.europa.eu.