Ingeniør havde ikke krav på godtgørelse

En udviklingsingeniør kunne ikke kræve godtgørelse af sin tidligere arbejdsgiver for overdragelsen af tre opfindelser, fordi de var udført som led i ingeniørens almindelige arbejde. Dette var resultatet i Østre Landsrets dom af 14. oktober 2011.

Ifølge lov om arbejdstagers opfindelser er en arbejdsgiver berettiget til at få overdraget rettighederne til en opfindelse uden særskilt betaling, såfremt værdien af opfindelsen ikke overstiger hvad arbejdstageren med rimelighed må kunne forventes at præstere.

I den konkrete sag var det ingeniørens opfattelse, at han var berettiget til en godtgørelse for overdragelse af tre patenterede opfindelser, henholdsvis en temperatursensor, en fugtsensor og en vandmængdemåler. Såvel byretten som Østre Landsret afviste ingeniørens krav om godtgørelse. Byretten lagde i sin afgørelse vægt på, hvilket blev stadfæstet af landsretten, at ingeniøren var ansat til at udvikle nye idéer og løsninger på kundernes problemer, og at der derfor var skærpede krav til at kunne kræve særskilt betaling for overdragelse af opfindelserne til arbejdsgiveren. Byretten fandt ikke, at de tre opfindelser var af en sådan særlig art, at arbejdstageren med rimelighed kunne forvente en særskilt godtgørelse.

Østre Landsrets afgørelse viser, at der skal ganske meget til, for at en ansat i en udviklingsafdeling er berettiget til godtgørelse.

Dommen er refereret i U.2012.420Ø.