To armaturer udgjorde ikke en krænkelse af Volas ophavsret til armaturet KV1

Ved dom af 28. februar 2012 fandt Sø- og Handelsretten i overensstemmelse med resultatet af et udmeldt syn og skøn, at to armaturer fra henholdsvis Damixa A/S og Andersen og Nielsen A/S ikke udgjorde en krænkelse af ophavsretten til Arne Jacobsens klassiske armatur KV1, der er produceret, solgt og markedsført af Vola A/S siden 1968.

Arne Jacobsens armatur er især kendetegnet ved at have et særligt et-håndsbetjent greb, og armaturet har vundet flere danske og internationale designpriser, ligesom det er permanent udstillet i Dansk Design Centers samling. Billeder af de involverede armaturer kan ses i dommen (se link nedenfor).

To af rettens i alt tre dommere fandt, at den cylindriske form, et-grebs funktionen og U-tuden er en del af det almindelige formsprog ved udformningen af køkkenarmaturer, hvorfor der ved fastsættelsen af omfanget af den ophavsretlige beskyttelse af KV1 måtte tages hensyn til, at armaturdesignere og -fabrikanter skal kunne anvende disse elementer. Disse to dommere fandt herefter, at de to armaturer ganske vist begge "delte formsprog" med KV1, men de adskilte sig på den anden side væsentligt fra KV1 i forhold til mål, dimensioner, form og komposition. Disse dommere lagde ved deres vurdering særlig vægt på KV1’s mere forfinede udtryk, forskellene i grebenes udformning, der bedst ses, når armaturerne er åbne, cylinderens placering i forhold til tuden, og at armaturerne i øvrigt ikke kunne forveksles. De to armaturer udgjorde derfor ifølge disse to dommere ikke en krænkelse, hvilket blev dommens resultat. Den tredje dommer fandt, at der forelå en krænkelse, idet en forbruger ifølge denne dommer ville kunne forveksle de to armaturer med KV1, og fordi der efter denne dommers opfattelse var så store ligheder mellem de omhandlede armaturer, at de måtte anses for en krænkelse af ophavsretten til KV1, uanset at de enkelte elementer er kendte og er præget af armaturernes funktionalitet.

Dommen er endnu et eksempel på, at ophavsretligt beskyttede produkter udformet i et meget enkelt og funktionalistisk formsprog - uanset hvor kendte de er, og hvor nyskabende de var, da de kom frem - nyder en relativt snæver beskyttelse mod produktefterligninger.

Læs hele dommen her: domstol.dk.