EU-patentet og EU-patentdomstolen rykker et skridt nærmere

Det lykkedes fredag den 29. juni 2012 det danske formandskab et opnå tilslutning til etableringen af et EU-patent ("European Unitary Patent") med tilknyttet EU-patentdomstol ("Unified Patent Court (UPC)").

Særligt etableringen af en fælles EU-patent­dom­stol er en stor og meget væsentlig nyskabelse. Der etableres herved på europæisk niveau for første gang en fælles domstol, som skal afgøre tvist­er mellem private parter.

EU-patentdomstolsordningen indebærer, at der under én sag med virkning for hele EU kan nedlægges forbud mod en krænker. Tilsvarende kan et patent under én sag ugyldiggøres med virkning for hele EU. I dag må patenthaveren søge at håndhæve sit patent nationalt – og den potentielle krænker må tilsvarende typisk søge at få patentet ugyldiggjort på nationalt plan.

Aftalen om etablering af et fælles EU-patent og patentdomstol har i et vist omfang karakter af en principaftale. For det første foreligger der ikke en helt endelig aftaletekst, og for det andet skal der efter vedtagelse på EU-niveau gennemføres na­tional ratifikation. I Danmark kan der blive tale om en folkeafstemning, hvis regeringen ikke kan samle 5/6 flertal. Hertil kommer, at EU-Parla­mentet netop har meddelt, at det ikke umiddelbart vil fremme en afstemning om aftalen, idet EU-Parlamentet øjensynligt er utilfreds med, at aftaleteksten ikke rummer bestemmelser om selve den materielle patentret. Dette indebærer, at EU-Domstolen afskæres fra at være "forfatningsdomstol", når det gælder fortolkningen af den materielle patentret.

Det sidste ord i sagaen er således bestemt ikke skrevet. Vi følger naturligvis udviklingen og vender tilbage.