Skattereformen - ændringer af betydning for arbejdsgivere og lønmodtagere

Regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti indgik den 22. juni 2012 en skattereformaftale. Skatteministeriet har sendt udkast til lovforslag i høring, der skal sikre de nødvendige lovændringer for at implementere tiltagene i reformaftalen. Fra et ansættelsesretligt synspunkt er særligt følgende to ændringer værd at være opmærksom på:

 

Stramning af reglerne om beskatning af danskeres arbejde i udlandet

 

Efter de nugældende regler fritages fuldt skattepligtige danskere for beskatning i Danmark af lønindkomst, som erhverves for en dansk eller udenlandsk arbejdsgiver under ophold uden for Danmark (samt Grønland og Færøerne) af mindst seks måneders varighed. Fritagelsen påvirkes ikke af, hvorvidt der faktisk betales skat i det land, hvori den pågældende arbejder.

 

Med de foreliggende høringsudkast foreslås fritagelsen imidlertid ophævet. I stedet vil udstationerede danskere m.v. blive underlagt dansk skat også af deres udenlandske lønindkomst dog med ret til at få fradraget faktisk betalte udenlandske skatter. Kort sagt vil lovforslaget således indebære, at også danskere, der arbejder længere perioder i udlandet, men som ikke kan eller vil opgive deres fulde skattepligt til Danmark, skal betale fuld dansk skat. Ændringen skal ifølge udkastet til lovforslag træde i kraft fra lovens vedtagelse, dog skal reglerne først gælde fra 1. januar 2014 for personer, som ved lovens ikrafttrædelse allerede opholder sig uden for Danmark.

 

Stramning af reglerne om beskatning af udlændinges arbejde i Danmark - arbejdsudleje og arbejdere med skiftende arbejdssted

Hidtil har danske virksomheder i et vist omfang haft mulighed for at indleje udenlandske arbejdere ansat i udenlandske virksomheder til på midlertidige kontrakter at udføre arbejde inden for den danske virksomheds forretningsområde, uden at vederlaget til de udenlandske arbejdere blev skattepligtigt i Danmark. Eksempler på dette er bl.a. set inden for brancher som byggeri, landbrug, slagterier og skovdrift.

 

I de foreliggende udkast til skattereformlovforslagene foreslås afgrænsningen af den danske skattepligt i sådanne situationer imidlertid skærpet. Det fremgår således, at udenlandsk arbejdskraft, som modtager vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet, bliver skattepligtige til Danmark, når arbejdet udgør en integreret del af den danske virksomhed. Ifølge udkastet vil arbejdet udgøre en integreret del af virksomheden, hvis det ligger inden for virksomhedens almindelige forretningsområde eller udgør et naturligt element i driften i øvrigt, eksempelvis bogholderi, rengøring eller kantinedrift. Det vil således i modsætning til i dag ikke være muligt at undgå dansk beskatning ved at indgå aftalen med den udenlandske leverandør af arbejdskraft som en underentreprisekontrakt, eksempelvis med aftale om en fast pris og ansvar for mangler for den udenlandske virksomhed. Der vil dog fortsat ikke blive tale om dansk beskatning, såfremt der er tale om egentlig outsourcing af ydelser eller kontraktsproduktion, hvor ydelserne er fuldstændigt udskilt fra den danske virksomheds forretningsområde.

 

Et sidste element i skattereformlovforslagene af betydning for arbejdsgivere (og -tagere) er en skærpelse af beskatningen af udenlandske arbejdstagere, som er ansat af en udenlandsk arbejdsgiver uden fast driftssted i Danmark (eksempelvis fordi arbejdet ikke udføres fra ét fast sted i Danmark, som det ofte ses i byggebranchen). Hidtil har sådanne arbejdstagere ikke været undergivet dansk skattepligt. Ifølge de offentliggjorte udkast til lovforslag bliver sådanne arbejdstagere imidlertid fremover skattepligtige til Danmark af lønindkomst for arbejde udført i Danmark, hvis den pågældende opholder sig mere end 183 dage inden for en 12-måneders periode.  

 

For yderligere information kontakt advokat, associeret partner Jakob Krogsøe, Skatter og afgifter, advokat Jef Nymand Hounsgaard, Skatter og afgifter, eller advokat Nina Legaard Kristensen, Arbejds- og ansættelsesret.