EU-Domstolen tager stilling til udnyttelse af database på tværs af landegrænser

EU-Domstolen har i en ny afgørelse taget stilling til, i hvilket land en udnyttelse af en database finder sted i de tilfælde, hvor databasen befinder sig på en webserver i ét land, men udnyttes af en bruger i et andet land.

I sagen for EU-Domstolen havde bl.a. den engelske virksomhed Football Dataco, der er indehaver af en database på en engelsk webserver med oplysninger om de engelske og skotske fodboldturneringer, anlagt sag i England mod den tyske virksomhed Sportradar for krænkelse af dens databaserettigheder ved at have kopieret data fra databasen i England til en server i Tyskland, hvorfra den så var blevet stillet til rådighed for engelske brugere via Sportradars egen hjemmeside. Sportradar anførte, at en eventuel krænkelse måtte være sket i Tyskland, og at sagen derfor måtte anlægges dér.

Domstolen udtalte, at den omstændighed, at en hjemmeside indeholder de omhandlede data og er tilgængelig i et givet land, ikke automatisk medfører, at der er sket en krænkelse af databaserettighederne i dette land. Når en internetbruger fra England henter data fra Sportradars hjemmeside, betyder det derfor ikke, at Sportradar har krænket Football Datacos rettigheder i England. Det afgørende var derimod, om der var indicier, der pegede på, at Sportradar ønskede at henvende sig til brugere i England. Et indicium, der peger i denne retning, kunne ifølge Domstolen være, at Sportradars hjemmeside indeholdt data om engelske fodboldkampe.

Domstolen tog ikke stilling til, om Football Datacos rettigheder var krænket allerede ved kopieringen af data fra deres hjemmeside.

Sagen lægger sig i forlængelse af flere sager fra EU-Domstolen, hvor krænkerens målretning af sine aktiviteter bliver afgørende for, hvor krænkelsen er sket. I andre sager har dette dog spillet en mindre rolle. Vurderingen afhænger af, hvilken type krænkelse, der nærmere bestemt er tale om.

EU-Domstolens dom kan læses her