Markedsføringsret - fortolkning af handelspraksisdirektivet
EU-Domstolen har den 17. januar 2013 afsagt en dom, der præciserer handelspraksisdirektivets rækkevidde, og dermed også EU-medlemslandenes muligheder for at regulere erhvervsdrivendes handelspraksis, eksempelvis reklamer.
Direktivet påbyder EU's medlemsstater at forbyde urimelig handelspraksis. Dette kan der være tale om, hvis en praksis efter en konkret vurdering er urimelig, hvilket den navnlig er, hvis den er egnet til at forvride gennemsnitsforbrugerens adfærd. Herudover indeholder direktivet en liste (kaldet "sortlisten") med forskellige typer handelspraksis, der altid skal anses som urimelig, eksempelvis hvis det i strid med sandheden hævdes, at et produkt kan helbrede sygdomme.
I sagen havde østrigeren Köck reklameret med bl.a. "totaludsalg" i sin forretning. En forbrugerorganisation forsøgte herefter at få nedlagt forbud mod denne markedsføring, da Köck ikke - som krævet efter østrigsk lovgivning - havde opnået en administrativ forhåndsgodkendelse til sin markedsføring.
EU-Domstolen fastslog, at det fulgte af fast retspraksis, at kun de former for handelspraksis, der fulgte af sortlisten, kunne gøres ulovlige uden foretagelse af en konkret vurdering. I alle andre tilfælde kan en handelspraksis kun erklæres ulovlig, hvis den konkret vurderes egnet til at forvride gennemsnitsforbrugerens adfærd.
Annoncering med udsalg er ikke en handelspraksis, der var omfattet af sortlisten. Da det østrigske krav om forhåndsgodkendelse reelt indebar, at denne handelspraksis blev erklæret ulovlig uden foretagelse af en konkret vurdering, blev kravet om forhåndsgodkendelse kendt direktivstridigt.
Dommen viser endnu en gang, at handelspraksis-direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv, og at der derfor ikke i medlemsstaterne kan fastsættes strengere krav til erhvervsdrivendes handelspraksis, end hvad der følger af direktivet. Dette blev første gang fastslået i de såkaldte Total-sager fra 2009, hvor Domstolen udtalte således:
"Direktivet foretager således en totalharmonisering af de pågældende regler på fællesskabsplan. Medlemsstaterne kan derfor ikke, som det udtrykkeligt er fastsat i direktivets artikel 4 og i modsætning til, hvad der er gjort gældende af VTB og den franske regering, vedtage foranstaltninger, der er mere restriktive end dem, der fremgår af direktivet, ej heller med henblik på at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau."
Resultatet i Total-sagerne er siden bekræftet i efterfølgende sager, og altså nu også i Köck-sagen.
Afgørelsen i Köck-sagen kan læses her
Handelspraksisdirektivet kan læses her
Afgørelsen i Total-sagerne kan læses her