Ændring af renteloven

Den 1. marts 2013 træder en ændring af renteloven i kraft, der blandt andet betyder, at den aftalte betalingsfrist mellem to erhvervsdrivende eller en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed som udgangspunkt ikke kan fastsættes til mere end 30 dage.

Den 1. marts 2013 træder en ændring af renteloven i kraft, der blandt andet betyder, at den aftalte betalingsfrist mellem to erhvervsdrivende eller en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed som udgangspunkt ikke kan fastsættes til mere end 30 dage.

Som led i implementering af Europaparlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæm­pelse af forsinket betaling i handelstransaktioner træder der den 1. marts 2013 en ændring af renteloven, erstat­ningsansvarsloven og forsikringsaftaleloven i kraft.

Lovændringen har til formål at styrke konkurrenceevnen hos små og mellemstore virksomheder, som i dag kan være presset til lange betalingsfrister af deres kunder, der typisk er store virksomheder og/eller offentlige myndigheder.

De væsentligste ændringer er:

  • En ændring af reglerne vedrørende betalingsfrister
  • En ændring af rentesatsen og
  • En ret til at kræve kompensationsbeløb ved forsinket betaling

Ændringerne i erstatningsansvarsloven og forsikringsafta­leloven er afledt af de ændringer, som foretages i rente­loven.

Betalingsfrister

Med lovændringen kan den maksimale betalingsfrist i kon­traktsforhold mellem to erhvervsdrivende eller mellem en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed fastsættes til 30 dage.

Både som kreditor og debitor bør man være opmærksom på de nye regler. Som debitor skal man sikre sig, at de fastlagte betalingsfrister overholder rentelovens krav. Som kreditor skal man være opmærksom på det klare udgangs­punkt; en betalingsfrist er på 30 dage.

Aftaler indgået før den 1. marts 2013 vil ikke være omfattet af de nye regler om betalingsfrister. Nye af­taler indgået efter den 1. marts 2013 vil derimod være omfattet.

Kontraktsforhold mellem to erhvervsdrivende

I kontraktsforhold mellem to erhvervsdrivende gælder kra­vet om den maksimale betalingsfrist på 30 dage dog ikke, såfremt:

  • Kreditor udtrykkeligt har godkendt en længere beta­lingsfrist, og
  • Denne længere betalingsfrist ikke er urimelig over for kreditor

Ad "udtrykkeligt"

Udtrykkelighedskravet fremgår direkte af det underlig­gende direktiv.

I betænkningen afgivet af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af forsinket betaling i handelstransak­tioner udtaler arbejdsgruppen, at vurderingen af begrebet "udtrykkeligt" må foretages "med udgangspunkt i de almin­delige aftaleretlige regler om vedtagelse og fortolkning af kontraktvilkår, men således at der må kræves mere end det minimum, som efter almindelige regler er nødvendigt for, at kontraktvilkår kan anses for vedtaget og dermed en del af parternes aftale."

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at hvis et betalingsvilkår med betalingsfrist på mere end 30 dage er indeholdt i et standardaftale, er det en forudsæt­ning for vilkårets gyldighed, at parterne er gjort udtrykke­ligt opmærksom herpå og har godkendt det.

Arbejdsgruppen udtaler i tilknytning hertil, at en bestemt og generel henvisning til en aftales vilkår ikke er tilstræk­keligt til, at betalingsfristen er udtrykkeligt aftalt.

Det er desuden justitsministerens opfattelse, at et beta­lingsvilkår indeholdt i en standardaftale m.v. kun kan anses for udtrykkeligt aftalt, såfremt fordringshaverens opmærk­somhed utvetydigt er blevet henledt på det konkrete vilkår om betalingsfristens længde inden aftalens indgåelse.

Det forhold, at et aftalevilkår fremgår af et "agreed docu­ment", kan, trods dokumentets særlige karakter, efter ar­bejdsgruppens opfattelse heller ikke i sig selv bevirke, at betalingsfristen er udtrykkeligt aftalt.

For at sikre sig, at en betalingsfrist på over 30 dage kan anses som udtrykkeligt aftalt, kan betalingsfristen løftes ud af eventuelle standardvilkår og ind i en individuelt for­handlet aftale eller aftaletillæg. Hvad der præcist ligger i begrebet udtrykkeligt aftalt, vil skulle udvikles i praksis, og vil afhænge af en konkret vurdering, hvor blandt andet de ovenstående elementer vil indgå.

Det er debitor, der har bevisbyrden for, at der er indgået en udtrykkelig aftale om forlængelse af betalingsfristen på mere end 30 dage, ligesom det påhviler debitor at frem­komme med de oplysninger, der begrunder en forlængelse af betalingsfristen ud over 30 dage.

Ad "urimelig"

I forhold til vurderingen af kravet om, at aftalen ikke må være urimelig, fremgår det af betænkningen afgivet af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af forsinket betaling i handelstransaktioner, at urimeligheds­kravet allerede fremgår af generalklausulen i aftalelovens § 36, hvorefter en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med re­delig handlemåde at gøre den gældende.

Det underliggende direktiv og det oprindelige lovforslag indeholder begge bestemmelser om en betalingsfrist på 60 dage og ikke 30 dage. På baggrund af direktivet har ho­vedparten af de øvrige EU-lande derfor implementeret en betalingsfrist på 60 dage.

Af betænkningen til det endelige lovforslag, fremgår det endvidere, at Retsudvalget indstiller, at "en udvidelse ud over 60 dage skal være særligt begrundet".

Betalingsfrister på op til 60 dage må derfor som udgangs­punkt kunne aftales uden en særlig begrundelse, og meget vil derfor tale for, at en betalingsfrist på op til 60 dage som udgangspunkt ikke vil blive anset som urimelig.  

Det vil dog i sidste ende være op til domstolene at fast­lægge, hvornår der foreligger en udtrykkelig aftale om forlængelse af betalingsfristen og rimeligheden heraf.

Kontraktsforhold mellem en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed

I kontraktsforhold mellem en erhvervsdrivende og en of­fentlig myndighed vil justitsministeren efter forhandling med erhvervs- og vækstministeren kunne fastsætte regler om, at betalingsfristen dog i visse tilfælde kan være op til 60 dage.

Morarentesats

Med lovændringen hæves morarentesatsen fra 7 % til 8 %. Forrentningen i henhold til renteloven for forfaldne be­talinger udgør således den officielle udlånsrente med tillæg af 8 %. Ændringen vil gælde i såvel erhvervs- som forbru­gerforhold, hvor kravet forfalder efter den 1. marts 2013. For krav, der forfalder før den 1. marts 2013, vil den nuvæ­rende rentesats på 7 % med tillæg af den officielle udlåns­rente fortsat gælde. 

Den forhøjede morarentesats skal ligeledes gælde for er­statningsansvarsloven og forsikringsaftaleloven.

Kompensationsbeløb

Lovændringen medfører endvidere en bestemmelse om, at der i renteloven gives adgang for fordringshaver til at kræve et fast kompensationsbeløb på kr. 310,00 ved for­sinket betaling i erhvervsforhold, men ikke i forbrugerfor­hold.

Adgangen til at kræve det faste kompensationsbeløb gæl­der for betalingskrav opstået efter reglernes ikrafttræden den 1. marts 2013.