Enhedspatent og fælleseuropæisk patentdomstol ser ud til at blive en realitet

Tirsdag den 19. februar 2013 underskrev en række europæiske lande aftalen om en fælleseuropæisk patentdomstol ("Unitary Patent Court"). Aftalen indebærer, at en lang række patentsa­ger fremover skal anlægges ved den fælles patentdomstols af­delinger frem for ved de almindelige nationale retsinstanser.

Tirsdag den 19. februar 2013 underskrev en række europæiske lande aftalen om en fælleseuropæisk patentdomstol ("Unitary Patent Court"). Aftalen indebærer, at en lang række patentsa­ger fremover skal anlægges ved den fælles patentdomstols af­delinger frem for ved de almindelige nationale retsinstanser.

Aftalen indebærer også, at der bliver indført et europæisk enhedspatent, dvs. et patent med ensartet virkning i hele EU med undtagelse af Italien og Spanien, der valgte at stå uden for ordningen.

Aftalen om den fælles patentdomstol skal efter planen træde i kraft den 1. januar 2014, eller når den er ratificeret af mindst 10 af de lande, der deltager i aftalen, samt af England, Frankrig og Tyskland. For at få virkning i Danmark kræves højst sandsynligt vedtagelse af 5/6 af Folketingets medlemmer, dvs. at mindst 150 medlemmer skal stemme "ja" til loven, eller vedtagelse ved en folkeafstemning.

Hvad indebærer enhedspatentet?

Et enhedspatent indebærer, at det bliver muligt at få et en­kelt patent, der dækker alle EU-lande med undtagelse af Spanien og Italien.

Patentet træder ikke i stedet for nationale patenter, Euro­pæiske Patenter ("EP-patenter" - som bliver til nationale pa­tenter) eller brugsmodeller. Disse enerettigheder kan sta­dig opnås som et alternativ til enhedspatentet. Man kan ikke få et enhedspatent og nationalt patent på samme op­findelse. Som det er tilfældet i dag efter dansk ret, kan en opfinder imidlertid stadig få et EP-patent samt et dansk pa­tent på den samme opfindelse.

Enhedspatenter skal - ligesom det i dag er tilfældet med EP-patenter - administreres af Den Europæiske Patentmyn­dighed i München, og ansøgningsprocessen bliver for­ment­lig meget lig den, der gælder for EP-patenter i dag. Der er dog den væsentlige forskel fra EP-patenter, at en­hedspatenter ikke skal oversættes til sproget i alle de lande, hvor patentet skal være gældende, men blot skal være publiceret på engelsk, tysk eller fransk og med pa­tent­kravene gengivet på alle de tre nævnte sprog. I en over­gangsperiode på maksimalt 12 år skal der dog indleve­res fuldstændige oversættelser af patentskriftet på engelsk (hvis behandlingssproget ved Den Europæiske Patentmyn­dighed er tysk eller fransk) eller på et hvilket som helst an­det officielt EU-sprog (hvis behandlingssproget er engelsk).

I tilfælde af retssager vedrørende patentkrænkelser kan den sagsøgte kræve en fuldstændig oversættelse af en­hedspatentet til sproget i det land, hvor den formodede krænkelse har fundet sted, eller i det land, hvor den sag­søgte er boende.

Fordelen ved et enhedspatent er, at der opnås ensartet retsbeskyttelse i alle de deltagende lande, uden at patentet skal oversættes til alle EU's sprog. Ulempen er omvendt, at patentet dermed også kan blive erklæret ugyldigt med virkning for hele EU af den nye fælles patentdomstols afde­linger.

Hvad indebærer den fælles patentdomstol?

Den fælles patentdomstol indebærer, at det fremover bli­ver én fælles europæisk domstol med lokale og/eller regio­nale afdelinger, der skal træffe afgørelser i patentsager vedrørende enhedspatentet og EP-patenter, herunder også supplerende beskyttelsescertifikater knyttet til de to typer patenter. Derimod skal sager vedrørende nationale paten­ter og brugsmodeller fortsat behandles ved de nationale domstole.

Herudover indebærer aftalen, at det i begrænset omfang bliver muligt at indbringe afgørelser truffet af Den Euro­pæiske Patentmyndighed i München vedrørende dens ad­ministration af enhedspatentet for den fælles patentdom­stol.

Der er lagt op til et retssystem, der stiller strenge krav til parternes sagsforberedelse. Sagsøger skal have sin fulde bevisførelse klar ved indlevering af stævningen. Dette gæl­der også nødvendige eksperterklæringer. En sagsøgt skal indgive svarskrift inden 3 måneder med alle de beviser, han vil påberåbe sig, herunder også eksperterklæringer. Ind­sigelser vedrørende den fælles patentdomstols kompe­tence, herunder værneting, skal fremsættes inden 1 må­ned.

Dette skal ses i forhold til, at en sag kan anlægges alle ste­der, hvor den påståede krænkelse er foregået. En virksom­hed, der har mistanke om at kunne blive sagsøgt for pa­tentkrænkelse, bør således tidligt overveje at forberede et svar, samt overveje i hvilke lande produkter skal udbydes (og dermed give værneting), hvis der er en risiko for, at markedsføringen vil blive mødt med en forbudsbegæring som følge af påskud om patentkrænkelse.

Advokater uanset nationalitet er berettigede til at repræ­sentere parterne for alle afdelinger af den fælles patent­domstol, såvel de nationale og regionale kamre som det centrale kammer.

Kompetence

Den fælles patentdomstols afdelinger får kompetence med hensyn til krænkelsessager, herunder også spørgsmålet vedrørende erstatning, anerkendelsessøgsmål og sager vedrørende ugyldigkendelse af patenter. Herudover skal den fælles patentdomstols afdelinger også træffe afgørelse vedrørende foreløbige foranstaltninger, f.eks. midlertidige forbud og bevissikring. Søgsmål vedrørende retten til et patent eller en patentansøgning skal fortsat anlægges ved de nationale domstole.

Organisation

Domstolen kommer til at bestå af en førsteinstansdomstol og en appeldomstol. Førsteinstansdomstolen består af en central afdeling samt en række lokale og regionale afdelin­ger. Den centrale afdeling får hjemsted i Paris samt under­afdelinger i München og London. Sagerne i den centrale afdeling fordeles således, at London-underafdelingen skal behandle sager vedrørende menneskelige fornødenheder (medicin) samt vedrørende kemi og metallurgi. München-underafdelingen skal behandle sager vedrørende mekanik, belysning, opvarmning, våben og sprængning, mens ho­vedafdelingen i Paris skal behandle de resterende sager, f.eks. sager vedrørende bygge- og anlægsteknik.

De lokale afdelinger oprettes i en medlemsstat efter an­modning. Hvis en medlemsstat har flere end hundrede på­begyndte patentsager pr. år, kan den få oprettet en ekstra afdeling pr. hundredende sag, dog maksimalt fire afdelin­ger. Flere medlemsstater kan gå sammen og danne en re­gional afdeling. Der er p.t. drøftelser om muligheden for at få oprettet et regionalt kammer for Danmark, Sverige, Finland og de baltiske lande.

Appeldomstolen får hjemsted i Luxemburg.

Sagsanlæg m.v.

Sager om patentkrænkelser skal anlægges ved den lokale eller regionale afdeling, der vedrører det land, hvor kræn­kelsen har fundet sted, eller det land, hvor krænkeren har hjemme, hvis denne har hjemme i en af de deltagende medlemsstater. Ellers kan sagen anlægges ved den cen­trale afdeling i Paris. Anerkendelsessøgsmål, hvor der nedlægges påstand om, at et patent ikke er krænket, sager vedrørende ugyldigkendelse af patenter samt sager om anfægtelse af afgørelser truffet af Den Europæiske Pa­tentmyndighed skal også anlægges ved den centrale af­de­ling.

Ugyldighed kan dog også gøres gældende som modpå­stand af en sagsøgt i en krænkelsessag, der foregår ved en af de lokale eller regionale afdelinger. I den situation kan den lokale eller regionale afdeling vælge at henskyde afgø­relsen om ugyldighed til den centrale afdeling, men fort­sætte behandlingen af krænkelsesspørgsmålet uanfægtet. Dette åbner op for såkaldt "bifurcation", hvor krænkelses­spørgsmålet altså afgøres før spørgsmålet om ugyldighed og isoleret fra dette spørgsmål, hvilket er ukendt i dansk ret.

Muligheden for bifurcation giver patenthaveren en stærk position, fordi en krænkelsessag kan gennemføres hurtigt og udmunde i et forbud uden at blive forsinket af indsigel­ser om ugyldighed. Denne manøvre kan altså føre til, at usikre patenter køres i stilling som grundlag for forbudssa­ger, uden at den påståede krænker samtidig får mulighed for at forsvare sig ved at anfægte patentets gyldighed.

Hvilken lov gælder?

Enhedspatentet er underlagt lovgivningen i det land, hvor ansøgeren havde sin bopæl eller hovedforretningssted på datoen for indleveringen af patentansøgningen. Det vil sige, at hvis patenthaveren havde hjemsted i Tyskland på tidspunktet for indleveringen af ansøgningen, skal tysk ret anvendes på spørgsmål vedrørende patentet, uanset at en eventuel krænkelse måske har fundet sted i Frankrig, og sagen derfor anlægges ved en fransk afdeling. Hvis patent­ansøgeren ikke har forretningssted i en af medlemssta­terne, anvendes altid tysk ret (da Den Europæiske Patent­myndighed ligger i Tyskland).

For så vidt angår EP-patenter anvender patentdomstolens afdelinger national ret i det land, hvor EP-patentet er sat i kraft, i relation til krænkelser af denne nationale del af EP-patentet.

I praksis vil den fælles patentdomstols afdelinger imidlertid både for så vidt angår krænkelser af enhedspatenter og EP-patenter kunne nøjes med at vurdere krænkelser i forhol­d til aftalen om den fælles patentdomstol: Aftalen om den fælles patentdomstol indeholder nemlig en række be­stemmelser, der harmoniserer medlemsstaternes patent­ret for så vidt angår enhedspatenter og EP-patenter. Det gælder særligt reglerne om enerettens omfang, der, for så vidt angår enhedspatenter og EP-patenter, kommer til at følge af aftalen om den fælles patentdomstol. Beskyttel­sesomfanget for de nationale patenter vil stadig følge af de nationale patentlove.

Reglerne om nationale patenters beskyttelsesomfang har reelt været harmoniseret siden slutningen af 1970'erne, og disse regler har hidtil været anvendt på EP-patenter. Reg­lerne om enhedspatenter og EP-patenters beskyttelses­omfang i aftalen om den fælles patentdomstol svarer i me­get vidt omfang til de regler, der i dag anvendes på na­tio­nale patenter og EP-patenter.

Det afgørende nye bliver, at den fælles patentdomstols af­delinger nu skal fortolke reglerne angående enhedspaten­ter og EP-patenter ensartet for alle de deltagende lande. Den situation, som man tidligere har set, hvor domstolene i et land frifinder for patentkrænkelse, og domstolene i et andet land på samme grundlag dømmer for patentkræn­kelse, bør altså ikke opstå i det nye system, og sker det, vil en appel til appeldomstolen kunne ensrette afgørelserne.

En række forhold er dog ikke blevet harmoniseret og vil derfor fortsat være undergivet ren national ret. Eksempel­vis er spørgsmål vedrørende opgørelsen af en eventuel er­statning i vidt omfang stadig overladt til de forskellige medlemsstaters lovgivning.

Overgangsordning for EP-patenter 

For så vidt angår EP-patenter indebærer aftalen en over­gangsordning, hvorefter der i en periode på 7 år efter af­ta­lens ikrafttræden også kan anlægges søgsmål ved de na­tionale domstole, forudsat at patentejeren eller patentan­søgeren ikke har fritaget EP-patentet fra ordningen. Pa­tenthavere og patentansøgeren kan for så vidt angår EP-patenter fravælge den fælles patentdomstols kompetence. Dette gøres ved, senest en måned inden perioden på de 7 år udløber, at meddele den fælles patentdomstols registre­ringskontor, der kommer til at ligge ved appeldomstolen i Luxemburg, at et EP-patent skal være undtaget fra dets kompetence.

Hvis der imidlertid bliver anlagt sag ved den fælles patent­domstol, inden patenthaveren når at få EP-patentet frita­get fra domstolens kompetence, er det for sent at få EP-pa­tentet fritaget. Vil en patenthaver eller patentansøger derfor være sikker på, at et EP-patent ikke undergives den nye fælles patentdomstols kompetence, bør han altså hur­tigst muligt inden ordningen træder i kraft (p.t. fastsat til 1. januar 2014) sende en fritagelsesanmodning til den fælles patentdomstol.

Spørgsmål vedrørende enhedspatent og den fælleseuro­pæiske patentdomstol kan rettes til advokat, partner Peter-Ulrik Plesner, advokat, partner Sture Rygaard eller advokat, partner Mikkel Vittrup.