Dansk Metal måtte ikke automatisk tilmelde nye medlemmer til en forsikring

Forbrugerombudsmanden har i en ny afgørelse påbudt Dansk Metal at ændre deres praksis, hvorefter Dansk Metals medlemmer automatisk blev tilmeldt en fritidsulykkesforsikring ved ind­melding i Dansk Metal.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage ved­rørende Dansk Metals praksis og rettede henven­delse til Dansk Metal, idet Forbrugerombuds­manden mente, at Dansk Metals praksis havde karakter af negativ aftalebinding og dermed var i strid med markedsføringslovens § 1. Dette var Dansk Metal uenig i, eftersom medlemmet auto­matisk blev udmeldt af forsikringsordningen, så­fremt medlemmet undlod at betale kontingent, uanset at medlemmet modtog flere opkræv­nin­ger.

Forbrugerombudsmanden fandt dog fortsat, at denne fremgangsmåde var i strid med markeds­føringslovens § 1. Forbrugerombudsmanden har derfor nu påbudt Dansk Metal at ændre deres praksis, således at Dansk Metal i forbindelse med fremsendelsen af en opkrævning på en forsik­ringspræmie tydeligt skal angive, at der er tale om et tilbud, og at medlemmet derfor ikke er forpligtet til at betale, lige som der ikke må sen­des yderligere opkrævninger.

Der er flere detaljer om Forbrugerombuds­man­dens forhandling med Dansk Metal her.