EU-Domstolen tager stilling til lovligheden af streamingtjenester på internettet

EU-Domstolen har i sin aktuelle dom af 7. marts 2013 i sag C-607/11 taget stilling til lovligheden af såkaldt ”streaming” af tv-udsendelser via in­ternettet.

Streaming vil sige, at en bruger kan se video (eller evt. høre lyd alene) via internettet uden at skulle hente selve videofilen ned på computeren i traditionel forstand: Videoen hen­tes ned på computeren og afspilles for brugeren, efterhånden som den hentes. Efterhånden som brugeren ser den, slettes det hentede igen.

Sagen var anlagt af en række tv-selskaber mod virksomheden TVCatchup Ltd (”TVC”), fordi TVC opfangede tv-signalerne fra tv-stationerne, hvor­efter TVC gjorde det muligt for brugerne at se tv-stationernes programmer via streaming fra TVC's hjemmeside. Tv-stationerne havde ophavsret til programmerne, og de mente derfor, at streaming af tv-signalerne til brugerne krævede deres tilla­delse.

EU's infosoc-direktiv (nr. 2001/29) giver ophavsmanden eneret til at overføre værker til almenheden, hvilket også er implementeret i den danske ophavsretslov. Tv-stationerne mente, at dette var, hvad TVC gjorde ved at tillade streaming fra deres hjemmeside.

Domstolen konkluderede, at streaming var overføring til almenheden, og at det derfor ikke kunne finde sted uden tilladelse fra ophavsman­den. TVC havde argumenteret for, at det måtte tillægges betydning, at brugerne af hjemmesiden havde adgang til lovligt at se tv-udsendelserne gennem deres almindelige tv-abonnement og henviste til nogle udtalelser, som EU-Domstolen kom med i Premier League-dommen (sagerne C-403/08 og C-429/08), hvor Domstolen udtalte, at overførsel til almenheden krævede, at der skete overførsel til et "nyt publikum".

EU-Dom­stolen undlod at tage stilling til TVC's argument om, at der var tale om et nyt publikum i den omhandlede situation, og henviste til, at situa­tionen var en anden end i Premier League-dom­men, der bl.a. handlede om tilladeligheden af offentlig visning af fodboldkampe på fjernsyn i restauranter. 

TVC havde herudover anført, at deres tjeneste var et rent teknisk middel til at sikre eller for­bedre modtagelsen af udsendelsen af de oprin­delige udsendelser og derfor var lovlig. EU-Dom­stolen konstaterede hertil blot, at TVC’s tjeneste på ingen måde tilsigtede at opretholde eller for­bedre modtagelsen af de eksisterende tv-ud­sen­delser.

Dommens resultat om, at streaming er overførsel til almenheden, er ikke overraskende, men sa­gens resultat viser, at ophavsrettens eneret­tig­heder skal forstås bredt, og at de kan rumme nye fremførelsesformer.

EU-Domstolen giver ikke megen hjælp til for­ståelsen af kriteriet "nyt publikum" i relation til eneretten til overførsel til almenheden, men dommen viser, at denne begrænsning af ene­retten formentlig kun har et ret snævert anven­delsesområde.

Læs EU-Domstolens afgørelse her.