3D EF-varemærke til hinder for EF-designregistrering

AM Denmark A/S (AM) havde et 3D varmemærke for rengøringsprodukter. Da Su-Shan Chen's (SSC) designregistrering for en rengøringsanordning blev offentliggjort, protesterede AM herimod. AM mente, at designet gjorde brug af AM's varemærke. Designet blev kendt ugyldigt ved det europæiske harmoniseringskontor for varemærker og design. EU-Domstolen har ved dom af 25. april 2013 stadfæstet afgørelsen.

Varemærker giver omverdenen oplysninger om varer og services oprindelse. For at beskytte varemærkers funktion kan en varemærkeindehaver forbyde brug af identiske eller lignende tegn, der anvendes for samme eller lignende varer/servi­ces. Der skal foreligge en risiko for, at køberkredsen vil forveksle de to tegn, eller at de vil tro, at der er en forbindelse mellem varemærket og designet.

SSC havde gjort gældende, at der ikke var en risiko for forveksling. SSC mente ikke, at forbrugerne er vant til at opfatte alene en 3D form som angivelse af en vares oprindelse.

Domstolen fandt, at en form i sig selv godt vil kunne udgøre en oprindelsesbetegnelse. Endvidere var udformningen af SSC's design usædvanligt inden for rengøringsbranchen, hvorfor forbrugerne netop kunne foranlediges til at kæde designet og varemærket sammen. SSC havde i hvert fald ikke fremlagt tilstrækkeligt bevis for det modsatte. På baggrund heraf blev ophævelsen af SSC's designregistrering fastholdt.

3D varemærker består af produktets form, og varemærkebeskyttelsen bliver dermed reelt til en produktbeskyttelse. Da varemærkeretten er tidsubegrænset, opnår indehaveren en tidsubegrænset produktbeskyttelse. Der kan stilles spørgsmålstegn ved rimeligheden heraf, og for at imødegå den "uheldige" følge anvendes generelt et strengere særprægskrav til opnåelse af varemærkeret i forhold til 3D varemærker.

Afgørelsen kan læses her.