Grøn markedsføring: DanTaxis miljøudsagn var vildledende

Forbrugerombudsmanden har i en nylig sag haft lejlighed til at se på lovligheden af grøn markedsføring.

Taxaselskabet DanTaxi havde gennem en længere periode anvendt et mærkat på deres vogne med teksten "Klima venlig kørsel - Denne taxi er en energiklasse C eller bedre!", hvilket fik Forbrugerombudsmanden til at rette henvendelse til selskabet med henblik på at få udsagnet dokumenteret.

DanTaxis miljøudsagn om klimavenlig kørsel var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende, jf. markedsføringslovens § 3, da selskabet ikke kunne dokumentere, at bilerne var særligt klimavenlige, hverken i forhold til konkurrenternes biler eller i forhold til de krav til bilerne, som følger af lovgivningen. Forbrugerombudsmanden bemærkede i den forbindelse, at alle nye indregistrerede taxier i kategorien "almindelige biler" siden 1. marts 2012 mindst har skullet tilhøre energiklasse B.

Det er vildledende og i strid med markedsføringslovens § 3, når erhvervsdrivende anvender miljøudsagn i deres markedsføring, som ikke kan dokumenteres, og som ikke er korrekte, præcise, relevante, afbalancerede og klart formuleret. Krav, der allerede følger af lovgivningen, må ligeledes ikke bruges selvstændigt i markedsføringen. Forbrugerne skal med andre ord kunne regne med, at de virksomheder, som i deres markedsføring anvender miljømæssige udsagn som "klimavenlig", "miljørigtig" og "grøn", gør mere for miljøet end deres konkurrenter, og mere end hvad der følger af lovgivningen.

DanTaxi har efter Forbrugerombudsmandens kritik meddelt, at de har stoppet brugen af mærkatet, og at dette straks vil blive fjernet fra selskabets vogne og hjemmeside.

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her.