Omtale af virksomhed i et investor-nyhedsbrev var i strid med markedsføringslovens §§ 1, 3 og 5

Sø- og Handelsretten afsagde den 27. maj 2013 dom i en sag om, hvorvidt Rockwool International A/S' omtale af skumplast i to artikler i et investor-nyhedsbrev fra februar 2011 udgjorde en krænkelse af markedsføringslovens §§ 1, 3 og 5.

Rockwool havde i to artikler i nyhedsbreve fra februar 2011 skrevet om anvendelse af skumplast som isolering. Rockwool havde anført, at denne anvendelse var brandfarlig og havde i den forbindelse blandt andet fremhævet, at skumisolering var ekstrem brandfarlig.

Plastindustrien Danmark, som er en brancheforening for virksomheder, der producerer plastprodukter, anlagde sag mod Rockwool, hvor man påstod Rockwool (i) dømt til at anerkende, at de havde overtrådt generalklausulen i markedsføringslovens § 1 samt markedsføringslovens §§ 3 og 5 om vildledende og sammenlignende reklame; (ii) forbudt at markedsføre sig ved brug af de omtalte nyhedsbreve og (iii) dømt til at berigtige de uretmæssige oplysninger. Herudover havde Plastindustrien Danmark (vi) nedlagt en erstatningspåstand på 1 mio. kr. og (v) påstået Rockwool International A/S idømt en bødestraf for overtrædelsen af markedsføringslovens § 3.

Retten fandt, at det efter de fremkomne oplysninger måtte lægges til grund, at indholdet i det væsentlige ikke var faktuelt forkert, idet også Plastindustrien var enig i, at skumplast i sig selv som produkt kan udgøre en væsentlig større brandfare end Rockwools stenuldsisolering.

Retten nåede dog også frem til, at de to artikler i nyhedsbrevet, på trods af at de udgjorde investorinformation, havde til formål direkte eller indirekte at påvirke afsætningen af Rockwool International A/S' isoleringsprodukter, og at nyhedsbrevet derfor tillige udgjorde markedsføring omfattet af markedsføringsloven.

Sø- og Handelsretten nåede herefter frem til, at artiklerne virkede unødigt skræmmende og desuden gav læseren et for unuanceret indtryk af muligheden for at anvende skumplastprodukter til isolering. Da artiklerne indeholdt direkte negativ omtale af isoleringsprodukter mens fordelene ved Rockwools egne isoleringsprodukter blev fremhævet, udgjorde artiklerne desuden ulovlig sammenlignende reklame.

Sø- og Handelsretten nåede derfor samlet set frem til, at artiklerne overtrådte markedsføringslovens §§ 1, 3 og 5 og pålagde derfor Rockwool at offentliggøre en berigtigende meddelelse om dommen på sin hjemmeside i 60 dage efter afsigelsen.

Sø- og Handelsretten mente imidlertid ikke, at Plastindustrien havde dokumenteret at have lidt et tab, hvorfor de ikke blev tilkendt erstatning.  

Hele dommen kan læses her.