Opfindelseshøjden af en patenteret fremgangsmåde - som var tildelt patent af den Europæiske Patentorganisation - blev bestridt

Micro Clean A/S havde opnået patent på en fremgangsmåde til forbedring af indendørs-luftkvalitet i bygninger med kraftig svampevækst. Fremgangsmåden gik ud på at anvende vanddamp på tryk over 1 bar, som ville udløse en energi, der kunne dræbe svampevæksten.

4 år senere begærede CryoCIP administrativ omprøvning af Micro Cleans patent, da man ikke mente, at den patenterede fremgangsmåde besad opfindelseshøjde på patentansøgningsdatoen.

Patent- og Varemærkestyrelsen (PVS) havde givet CryoCIP medhold i deres påstand. PVS mente nemlig ikke, at fremgangsmåden adskilte sig væsentligt fra den kendte teknik - kravet om opfindelseshøjde.

PVS havde været opmærksom på, at Den Europæiske Patentorganisation (EPO) også havde bedømt patentets gyldighed og i sin vurdering af den kendte teknik var nået frem til, at patentet besad opfindelseshøjde. PVS bemærkede i den forbindelse, at man var enig i EPO's vurdering, men da det bevis (B4), som beskrev den nærmest kendte teknik, ikke var blevet forelagt for EPO, og da dette bevis efter PVS' vurdering netop hindrede opfindelseshøjden, kendtes patentet ugyldigt.

Ankenævnet for Patenter og Varemærker omgjorde imidlertid PVS' afgørelse. For det første henvistes til den sagkyndige vurdering, indleveret under ankesagens behandling, der støttede patentets opfindelseshøjde, herunder i forhold til nævnte bevis B4. For det andet henvistes der til EPO's afgørelse, idet man bemærkede, at der ved EPO var inddraget teknik lig den i B4 beskrevne teknik.

Afgørelsen må antages at være udtryk for, at man i Danmark tillægger ensretning med EPO afgørelserne en vis vægt. Omfanget og vægten heraf er dog ikke helt klar.

Afgørelsen kan læses her.