Højesteret afgør Infopaq-sagen om ophavsretskrænkelser som led i medieovervågning

Højesteret har afsagt dom i den såkaldte Infopaq-sag, der to gange har været forbi EU-Domstolen, og som tidligere er omtalt her på siden.

Sagen handler om et computersystem (en såkaldt "datafangstproces") udviklet af Infopaq International A/S, der ud fra nogle på forhånd definerede søgeord automatisk læser og udarbejder tekstuddrag af indscannede sider fra forskellige dagblade og publikationer. Tekstuddraget består af søgeordet samt de fem foregående og de fem efterfølgende ord. Tekstuddragene bliver lagret på computeren og printet på en følgeseddel for hver side af de indscannede publikationer, hvorefter de indscannede filer slettes. Der bliver på baggrund af følgesedlen manuelt udarbejdet nyhedsresuméer, der sendes til Infopaqs kunder.

Danske Dagblades Forening var af den opfattelse, at lagringen og udprintningen af tekstuddragene var en krænkelse af ophavsretten til de indscannede tekster, fordi der her var tale om en eksemplarfremstilling af ophavsretligt beskyttet materiale, hvilket kræver ophavsmandens samtykke, jf. EU's Infosoc-direktiv (2001/29), der er implementeret i den danske ophavsretslov. Infopaq mente ikke, at der var tale om en eksemplarfremstilling og mente endvidere, at handlingerne var omfattet af Infosoc-direktivet og ophavsretslovens undtagelse for så vidt angår fremstilling af midlertidige eksemplarer, hvilket kræver, at eksemplaret er flygtigt og tilfældigt.

Disse spørgsmål blev forelagt EU-Domstolen, der i den første af to afgørelser nåede frem til, at der var tale om en eksemplarfremstilling, der krævede ophavsmandens samtykke, forudsat at tekstuddragene var ophavsretligt beskyttede. Det sidste spørgsmål blev det overladt til Højesteret at tage stilling til. Den anden afgørelse fra EU-Domstolen blev ikke relevant for Højesterets afgørelse; og den skal derfor ikke omtales nærmere her, da den tidligere er omtalt her i IP/TMT Update.

Højesteret konkluderede, at de tekstuddrag, som Infopaqs system automatisk generede fra tid til anden, ville omfatte sætninger eller sætningsled, der er ophavsretligt beskyttet, og at der derfor var tale om eksemplarfremstillinger, der krævede ophavsmandens samtykke, medmindre undtagelsen for midlertidige kopier fandt anvendelse.

For så vidt angår udprintning af tekstuddragene, havde Infopaq ikke for Højesteret bestridt, at dette udgjorde en eksemplarfremstilling, og Højesteret konkluderede derfor, at dette var tilfældet.

Med hensyn til lagringen af tekstuddragene på computeren, konkluderede Højesteret med henvisning til EU-Domstolens afgørelse, at Infopaqs uddrag ikke blev slettet automatisk fra computeren uden medvirken af en fysisk person, og at de derfor ikke opfyldte betingelsen om at være flygtige og tilfældige.

Afgørelsen giver eneretten til eksemplarfremstilling et vidt omfang, idet denne reelt kommer til at indebære, at en ophavsmand får adgang til at forbyde en proces, hvor der utvivlsomt også vil blive fremstillet lovlige eksemplarer. Man kan spørge sig selv, om resultatet ville være blevet et andet, hvis det med sikkerhed kunne lægges til grund, at eksempelvis kun 1 ud af 1000 af de fremstillede tekstuddrag ville være ophavsretligt beskyttet?

Den samme problemstilling har været rejst i relation til rettighedshavers adgang til at forbyde fildelingstjenester på internettet, hvor det også kan hævdes, at der herved forbydes lovlige handlinger. I de konkrete sager, hvor spørgsmålet har været rejst i Danmark, har mængden af ulovlige handlinger dog været så overvældende, at det var uden interesse, at tjenesterne også kunne anvendes til lovlige formål.

Læs Højesterets dom her.