Nye fjernsalgsregler skærper kravene til de erhvervsdrivende og styrker forbrugerens retsstilling ved e-handel

Det nye forbrugerrettighedsdirektiv fra EU skal blandt andet sikre forbrugeren en bedre retsstilling ved internethandel og skærpe kravene til de erhvervsdrivende. Direktivet erstatter de to direktiver om henholdsvis fjernsalg og aftaler uden for fast forretningssted og skal sikre ensartede regler for forbrugeren ved handel på tværs af grænserne i EU. Da der er tale om et totalharmoniseringsdirektiv, kan Danmark hverken skærpe eller lempe reglerne, når man implementerer forbrugerrettighedsdirektivet.

Direktivet skal være implementeret i Danmark senest den 13. december 2013, og en arbejdsgruppe nedsat af justitsminister Morten Bødskov og med forbrugerombudsmand Henrik Øe som formand er derfor netop fremkommet med en betænkning og et udkast til en ny forbrugeraftalelov, som skal implementere forbrugerdirektivet.

Udkastet indeholder en række ændringer til den nugældende forbrugeraftalelov. De væsentligste ændringer relaterer sig til den erhvervsdrivendes oplysningspligt over for forbrugere ved indgåelse af aftaler over internettet samt forbrugerens fortrydelsesret ved samme type aftaler. Udkastet præciserer og skærper således, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren en række oplysninger før aftaleindgåelse, ligesom udkastet gør op med reglerne vedrørende forbrugerens fortrydelsesret, således at de uklarheder, som kan opstå af de nugældende regler, elimineres, og således at forbrugerens fortrydelsesret udvides til i visse tilfælde også at gælde, når varen ikke kan tilbageleveres til den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde.

Vi vender tilbage med en detaljeret gennemgang af de ændringer, som implementeringen af forbrugerrettighedsdirektivet medfører, når lovforslaget er vedtaget.

Du kan læse mere om arbejdsgruppens betænkning og udkastet til en ny forbrugeraftalelov her.