Ændringer af muligheden for markedsføring i tv

Reglerne om radio- og fjernsynsvirksomhed er blevet ændret som følge af den medieaftale for 2012-14, der blev indgået i oktober 2012 af en række af Folketingets partier. Reglerne får blandt andet betydning for mulighederne for markedsføring i tv.

Ændringerne indebærer, at DR's mulighed for at modtage sponsortilskud til finansiering af public service-programvirksomhed begrænses. Med de nye regler kan DR som udgangspunkt kun modtage sponsortilskud fra offentlige institutioner og stiftelser samt fonde og foreninger mv. med almennyttige formål. Kommercielle virksomheder kan efter de nugældende regler i et vist omfang sponsere DR's public service-programvirksom­hed, men i fremtiden får de kun mulighed for produktsponsering, dvs. sponsering af visse produkter, der indgår i et program. Produktsponsering skal dog opfylde visse almindelige betingelser for reklamering i tv, eksempelvis skal sponseringen klart kunne identificeres.

Herudover bliver det nu ikke længere tilladt med produktplacering i danske programmer og danske on demand-audiovisuelle medietjenester. Denne regel gælder generelt, og ikke kun for DR. Efter de nugældende regler var dette tilladt i visse tilfælde, eksempelvis i spillefilm og tv-serier. De nye regler rummer dog stadig en undtagelse, for så vidt angår produktplacering af varer eller tjenesteydelser, der ikke har nogen betydelig værdi, og hvor der ikke ydes en modydelse for produktplaceringen.

Lovændringen indeholder en række andre ændringer, der ikke skal omtales videre her, eksempelvis bliver ejere af fællesantenneanlæg ikke længere forpligtet til at fordele DR og TV 2's kanaler, dog med undtagelse af visse programmer, eksempelvis tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser, og radiolicensen afskaffes. Herudover begrænses de regionale TV 2-virksomheders forpligtelse til at købe programmer hos eksterne producenter, sådan at dette nu kun skal ske i et "rimeligt omfang", hvilket forudsættes at være 1/3 af de programmer, der ikke er nyheds- eller aktualitetsprogrammer.

De fleste ændringer trådte i kraft 1. juni 2013.

Ændringsloven kan læses her.

Lovforslaget med gennemgangen af alle ændringerne kan læses her.

Medieaftalen for 2012 til 2014 kan læses her.