Direktør holdt ansvarlig for sit selskabs immaterialretskrænkelser

Østre Landsret har afsagt dom i en sag, hvor en direktør var sagsøgt for medvirken til immaterialretskrænkelser begået igennem hans selskab.

Sagen udspringer af en sag, hvor et selskab i Sø- og Handelsretten og Højesteret var blevet dømt til at betale erstatning for krænkelse af ophavsretten til en barnestol. Selskabet betalte ikke den idømte erstatning og blev sidenhen tvangsopløst af Erhvervs og Selskabsstyrelsen. Der blev herefter anlagt en ny sag mod direktøren, der også var medejer af selskabet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fastslog, at direktøren var personligt ansvarlig for den skete krænkelse. Det blev lagt til grund, at direktøren personligt havde deltaget i tilpasningen og udvælgelsen af den krænkende stol, ligesom det var ham, der havde taget kontakt til en advokat vedrørende de immaterialretlige spørgsmål. Ved disse handlinger havde han medvirket til den skete krænkelse og kunne således pålægges det fulde ansvar.

Direktøren havde under sagen anført, at det var nogen andre ansatte, der i hovedsagen stod for den daglige ledelse og drift af selskabet, og at han kun selv havde det overordnede ansvar, men dette var ifølge landsretten uden betydning for hans ansvar. Det var også uden betydning, at advokaten, som behandlede sagen, over for direktøren og selskabet havde tilkendegivet, at han ikke mente, at stolen indebar en krænkelse; og erstatningsbeløbet blev derfor heller ikke lempet af den grund. Landsretten henviste i den forbindelse til graden af direktørens medvirken.

Sagen viser, at selskaber ikke selv kan foretage sig noget, men altid bliver ansvarlige, fordi der er fysiske personer med tilknytning til dem, der foretager handlinger, f.eks. udvikler og sælger krænkende produkter. Disse personer kan holdes selvstændigt ansvarlige uafhængigt af selskabet eller sammen med dette.

Resultatet har tidligere været fastslået i retspraksis og kort efter den omtalte Østre Landsretsdom, har Sø- og Handelsretten ligeledes holdt en direktør ansvarlig for immaterialretskrænkelser begået gennem et selskab. Det interessante ved dommen fra Østre Landsret er imidlertid, at det er den afgørelse, der p.t. siger klarest, at ansatte i selskaber kan pådrage sig et selvstændigt ansvar. Den øvrige retspraksis inddrager ofte andre momenter, eksempelvis at en direktør tillige er eneindehaver af det selskab, som krænkelserne begås igennem.

Sagen blev for Østre Landsret ført af advokat Per Håkon Schmidt fra Plesner.

Østre Landsretsdommen er ikke offentliggjort, men den omtalte Sø- og Handelsretsdom kan læses her.