EU-Domstolen afsiger ny dom om værneting for krænkelser begået på internettet

EU-Domstolen har afsagt endnu en dom, hvor den tager stilling til spørgsmålet om, hvor der kan anlægges sag om krænkelser begået på internettet.

I sagen havde den franske kunstner Peter Pinckney ved en fransk domstol sagsøgt det østrigske selskab KDG Mediatech for ophavsretskrænkelse begået ved, at Mediatech i Østrig fremstillede cd'er med Pinckneys musik. Cd'erne blev herefter af engelske selskaber markedsført på internettet, således at de blandt andet var tilgængelige i Frankrig, hvor Pinckney boede. Pinckney påberåbte sig reglen i EU's domsforordning, der giver mulighed for at sagsøge personer og virksomheder, der bor i EU, på det sted, "hvor skadestilføjelsen er foregået". Domsforordningen gælder på trods af retsforbeholdet også i Danmark i kraft af en parallelaftale med EU.

EU-Domstolen konkluderede, at når et ophavsretligt beskyttet værk bliver udbudt fra en hjemmeside, der er tilgængelig i et givent land, så må ophavsmanden til dette værk også have mulighed for at anlægge sag ved domstolene i dette land for at få prøvet, om ophavsretten er krænket. Denne nationale ret kan dog i så fald udelukkende tage stilling til den skade, der er sket på dens område.

Dommen læner sig op ad nogle tidligere afgørelser, der fastslog det samme princip, nemlig eDate-sagen (EUD 2011, sag nr. C-509 og C-161/10) om privatlivskrænkelser, og Wintersteiger-sagen (EUD 2012, nr. C-523/10) om varemærkekrænkelser.

Det må i den forbindelse understreges, at retsstillingen ikke er ensbetydende med, at der nødvendigvis er sket en krænkelse i det land, hvor sagen anlægges. Dette må afhænge af en fortolkning af ophavsretslovgivningen i det pågældende land samt de relevante EU-regler, herunder særligt EU's infosoc-direktiv (nr. 2001/20) sammenholdt med det relevante faktum. Dette ændrer dog ikke ved, at det kan være meget byrdefuldt og bekosteligt at blive sagsøgt i et fremmed land, selvom sagen måske i sidste ende bliver vundet.

Det må også understreges, at denne retspraksis vedrørende domsforordningen kun gælder i sager, hvor sagsøgte er en person eller virksomhed med bopæl i EU. Hvis sagsøgte bor uden for EU, gælder de nationale regler i det EU-land, hvor sagen anlægges. Disse kan afvige fra domsforordningens regler. Den tyske højesteret har eksempelvis i 2011 fastslået, at en person i USA ikke uden videre kunne sagsøges i Tyskland i anledning af en krænkelse begået via internettet, hertil måtte der kræves en særlig tilknytning til Tyskland. Hvis sagsøgte var bosiddende i EU, var resultatet angiveligt blevet et andet, jf. EU-Domstolens praksis.

Dommen kan læses her.