Update: Forhandlingerne om databeskyttelsesforordningen - Afsked med "retten til at blive glemt"?

Af Christian Wiese Svanberg, Senior Policy Advisor, Moderniseringsstyrelsen

Den 21. oktober 2013 forventes Europa-Parlamentets LIBE-udvalg at stemme om en lang række ændringer til de 91 artikler i forslaget til databeskyttelsesforordningen. Samlet set er der tale om flere tusind ændringsforslag i forhold til Kommissionens oprindelige forslag fra januar 2012.

Blandt ændringsforslagene er blandt andet et navngivningsmæssigt opgør med den måske mest omtalte "nyskabelse" i forordningsforslaget. Den såkaldte "ret til at blive glemt" (artikel 17 i forslaget). Som det fremgår her, skal LIBE-udvalget bl.a. overveje om bestemmelsen i stedet - og lidt mere jordnært - bør benævnes "retten til sletning".

Et sådant navneskift ville bringe bestemmelsen mere i overensstemmelse med dens materielle indhold. Et indhold, der i vidt omfang blot er en elaboreret udgave af de sletningsregler, der følger af det gældende databeskyttelsesdirektiv (95/46). Dog naturligvis krydret med en passende mængde bureaukrati og undtagelser.

LIBE-udvalgets behandling af forslaget på mandag markerer dog på ingen måde afslutningen på forhandlingerne. Ministerrådet er - som tidligere beskrevet - fortsat ved at fastlægge sin holdning til forslaget i en parallel proces. Om Rådet skulle nære et ønske om at genoplive "retten til at blive glemt", er dog tvivlsomt.