Ny ændring af konkurrenceloven vedrørende gebyr for anmeldelse af fusioner

Folketinget vedtog den 30. maj 2013 et af Erhvervs- og Vækstministeriet den 13. marts 2013 fremsat forslag til ændring af konkurrenceloven, som vil indføre et gebyr for anmeldelse af fusioner på op til DKK 1,5 millioner. Lovændringen træder i kraft den 1. august 2013.

Folketinget vedtog den 30. maj 2013 et af Erhvervs- og Vækstministeriet den 13. marts 2013 fremsat forslag til ændring af konkurrenceloven, som vil indføre et gebyr for anmeldelse af fusioner på op til DKK 1,5 millioner. Lovændringen træder i kraft den 1. august 2013.

Gebyret udgør DKK 50.000 for forenklede anmeldelser. For almindelige anmeldelser udgør gebyret være 0,015 procent af de deltagende virksomheders samlede årlige omsætning i Danmark, dog maksimalt DKK 1,5 millioner. Gebyret for almindelige anmeldelser vil dermed udgøre minimum DKK 135.000 (pga. tærskelværdierne). Det maksimale gebyr på DKK 1,5 millioner vil blive udløst ved fusioner, hvor de deltagende virksomheder har en samlet årlig omsætning i Danmark på DKK 10 milliarder eller derover. De deltagende virksomheders omsætning vil skulle beregnes efter de samme principper, der anvendes ved beregningen af, om tærskelværdierne for fusionskontrol er overskredet.

Ifølge lovændringen vil en fusionsanmeldelse fremover ikke blive behandlet, før KFST har modtaget dokumentation for, at dette gebyr er indbetalt. Indgives en anmeldelse uden denne dokumentation, vil anmelderen modtage et påkrav om betaling af gebyret inden for 5 dage fra KFST. Betales gebyret ikke inden dette tidspunkt, vil fusionen blive anset for ikke at være anmeldt. Desuden vil den såkaldte fase 1-frist (25 arbejdsdage fra modtagelse af en fuldstændig anmeldelse) først begynde at løbe, når KFST har modtaget denne dokumentation.

Når gebyret er indbetalt til KFST, vil det som udgangspunkt ikke blive tilbagebetalt. Tilbagebetaling vil kun kunne ske i følgende tilfælde:

  • hvis KFST finder, at transaktionen ikke er anmeldelsespligtig
  • hvis anmelderen trækker anmeldelsen tilbage, inden den erklæres fuldstændig
  • hvis (i) anmeldelsen trækkes tilbage, inden KFST har truffet afgørelse, og (ii) tilbagekaldelsen skyldes, at en anden dansk myndighed har givet afslag på tilladelse til sammenlægning af virksomheder, der indgår i den anmeldte fusion

Hvis KFST beslutter, at en forenklet anmeldelse i stedet skal indgives som almindelig anmeldelse, vil anmelderen skulle indbetale gebyret for en almindelig anmeldelse (med fradrag af det tidligere indbetalte gebyr for den forenklede anmeldelse). Indbetales dette beløb ikke, vil anmelderen modtage et påkrav om betaling af beløbet inden for 5 dage fra KFST. Betales beløbet ikke inden dette tidspunkt, vil anmeldelsen blive anset for bortfaldet.

Som følge af denne mulighed for, at gebyret forøges, vil anmelderen fremover kunne påklage KFST's afgørelser om, at en forenklet anmeldelse i stedet skal anmeldes almindeligt, til KAN. Hvis anmelderen vælger at gøre dette, vil fristen for KFST's behandling af anmeldelsen blive afbrudt, indtil KAN har truffet afgørelse i klagesagen. Det forudsættes i lovforslaget, at sådanne klager vil blive hastebehandlet af KAN.