Eksportkontrol - opfølgning på udviklingen i Ukraine

Vi følger udviklingen i Ukraine og Krim-halvøen nøje. Siden vores seneste nyhedsbrev vedr. eksportkontrol har både EU  og USA vedtaget nye sanktioner.

Vi følger udviklingen i Ukraine og Krim-halvøen nøje. Siden vores seneste nyhedsbrev vedr. eksportkontrol har både EU og USA vedtaget nye sanktioner.

EU

I forlængelse af EU's erklæring af 6. marts 2014 og folkeafstemningen på Krim-halvøen den 16. marts 2014 har EU den 17. marts 2014 vedtaget sanktioner mod 21 personer, der er ansvarlige for at underminere og true Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

De 21 personer er underlagt indrejseforbud i EU, og deres midler i EU er underlagt indefrysning.

EU's forordning nr. 269/2014 af 17. marts 2014 og Annex 1 med listen over de 21 personer kan findes her.

USA

USA og præsident Barack Obama besluttede ligeledes den 17. marts 2014 at vedtage sanktioner mod 11 personer, der beskyldes for at være ansvarlige for Ruslands militære indtrængen på Krim-halvøen. De 11 personers er underlagt indrejseforbud i USA, ligesom deres midler i USA er underlagt indefrysning.

Barack Obamas bekendtgørelse af 17. marts 2014 kan findes her.

Transaktioner og pengeoverførsler

Forud for gennemførelse af transaktioner og pengeoverførsler bør det i lyset heraf i hvert tilfælde undersøges, hvorvidt de involverede personer er omfattet af EU's og USA's lister.

Vi følger situationen i Ukraine nøje og vil følge op, såfremt EU eller USA vedtager yderligere sanktioner mod personer med tilknytning til Ukraine og Rusland.