Datatilsynets fokusområder ved deres inspektioner i foråret 2014

Datatilsynet offentliggjorde i slutningen af februar 2014 en oversigt over de myndigheder og virksomheder, som Datatilsynet forventer at foretage inspektion af i foråret 2014 med henblik på at sikre, at personoplysninger håndteres efter reglerne i persondataloven.

Datatilsynet vil med sine inspektioner i foråret 2014 primært sætte fokus på følgende:

Privat og offentlig forskning og statistik: Datatilsynet vil inden for dette område have fokus på datasikkerheden, herunder navnlig overholdelsen af sikkerhedsbekendtgørelsens krav om logning.

Særlig indsats i et geografisk område: Datatilsynet vil i foråret foretage inspektioner i målrettede geografiske områder. Datatilsynet vil i den forbindelse inspicere kommuner samt virksomheder og myndigheder, der foretager tv-overvågning. 

Særlige IT-sikkerhedsinspektioner: Datatilsynet vil inspicere private hospitaler og laboratorier, som behandler personoplysninger med tilladelse fra Datatilsynet med det formål at undersøge og kontrollere, om der er iværksat IT-sikkerhedsforanstaltninger, som lever op til de vilkår om sikkerhed, der fremgår af tilladelserne fra Datatilsynet.

Datatilsynets inspektionsstrategi skal sikre størst mulig effekt af inspektionerne. Dette skal blandt andet opnås ved øget fokus på opfølgning på tidligere påtalte forhold, højere grad af transparens, offentliggørelse af inspektionsudtalelser samt udnyttelse af den viden, som opnås ved inspektionerne.