Fokusområder for Forbrugerombudsmandens tilsyn i 2014

Forbrugerombudsmanden offentliggjorde den 14. marts 2014 sine fokusområder for sit tilsyn i 2014. Forbrugerombudsmanden tilkendegav i den forbindelse, at han i 2014 ville have særligt fokus på sager, hvor forbrugerne er blevet snydt på nettet, primært:

Sager, hvor det er uklart, om der er indgået en bindende aftale: Forbrugerombudsmanden mener, at det skal fremgå klart, hvornår forbrugeren har indgået en aftale, hvad indholdet af denne aftale er, og hvem der er forbrugerens kontraktpart. Forbrugerombudsmanden nævner som eksempel sager, hvor forbrugeren gives det indtryk, at der er tale om et bestillingsforløb, men hvor forbrugeren ved at klikke sig videre i bestillingsforløbet pludselig modtager meddelelse om, at der er indgået en bindende aftale.

Abonnementsfælder: Forbrugerombudsmanden ønsker at sætte øget fokus på, at det skal fremgå helt klart, at forbrugeren ved at takke "ja" til en gratis præmie elle prøvepakke blive bundet af et abonnement.

Overholdelse af retningslinjer for e-butikkers håndtering af betalinger: Den eksisterende lovgivning omkring e-butikkers håndtering af betalinger med et betalingsinstrument, f.eks. et betalingskort eller en mobiltelefon, vedrører hovedsageligt forholdet mellem kortholderen (forbrugeren) og banken. Forbrugerombudsmanden har derfor udstedt et sæt retningslinjer for e-butikkers håndtering af betalinger med et betalingsinstrument, som skal supplere lovgivningen. Forbrugerombudsmanden vil derfor i 2014 sætte øget fokus på de erhvervsdrivendes overholdelse af disse nye retningslinjer.

Forbedring af forbrugerens mulighed for at tilbagekalde betalingsordre hos bankerne: Forbrugerombudsmanden ønsker at sætte øget fokus på den situation, hvor en forbruger, der har indgået f.eks. en abonnementsaftale med en erhvervsdrivende, oplever, at den erhvervsdrivende bliver ved med at trække betalinger på forbrugerens kort, efter at forbrugeren har ophævet aftalen. Forbrugerombudsmanden ønsker således at indføre en mulighed for forbrugeren til at henvende sig til sin bank og få standset betalingerne fremadrettet, uden at forbrugeren er nødsaget til at spærre sit kort.

Børn og unge: Forbrugerombudsmanden ønsker i forlængelse af Folketingets skærpelse af reglerne for markedsføring rettet mod børn og unge i 2013 at sætte fokus på børn og unge i 2014. Det drejer sig primært om de mange henvendelser, som Forbrugerombudsmanden modtager fra forældre vedrørende omfangsrige regninger som følge af deres børns køb af applikationer til telefoner og tablets.

Dealsites: Forbrugerombudsmanden vil i 2014 fortsætte sit øgede fokus på dealsites, således at en række af de problemer, der kan opstå ved dealsites, afdækkes. Dette drejer sig blandt andet om, hvor lang tid det tilgodebevis eller den voucher, som man har købt på et dealsite, gælder, og hvem der har ansvaret for eventuelle vildledende besparelsesudsagn på dealsitet.

Nye regler for net-handel: Forbrugerombudsmanden vil i forlængelse af ikrafttrædelsen af den nye forbrugeraftalelov den 13. juni 2014 have øget fokus på at informere de erhvervsdrivende om de nye regler, samt kontrollere at de nye regler overholdes.

Uanmodede henvendelser: Antallet af klager over uanmodede henvendelser er stadigt sti-gende, og Forbrugerombudsmanden vil derfor i 2014 fortsat have fokus på at gribe ind over for sådanne ulovlige henvendelser.

Du kan læse nyheden på Forbrugerombudsmandens hjemmeside her.

Seneste nyt om Markedsførings- og Forbrugerret

Markedsførings- og Forbrugerret