Waterfront-direktør tiltalt efter persondataloven

Københavns Politi oplyser, at der er rejst tiltale mod Waterfront og dets direktør for brud på bl.a. persondataloven.

Tiltalen sker i den meget omtalte sag, hvor DSB betalte kommunikationsbureauet Waterfront for at holde en journalist beskæftiget, så journalisten ikke kunne skrive kritiske artikler om DSB. Sagen gav anledning til en advokatundersøgelse af DSB's samarbejde med Waterfront og førte til, at Datatilsynet bad politiet undersøge, om der (strafbart) var udleveret helbredsoplysninger om journalisten til journalisten i strid med persondataloven.

Ifølge Københavns Politi bliver tiltalen rejst for overtrædelse af både persondataloven og straffelovens § 264 d, ved, at Waterfronts direktør den 5. august 2012 til en privat gmail-konto tilhørende en underdirektør i DSB har sendt en email indeholdende helbredsoplysninger om den pågældende journalist. Det forhold, at der er rejst tiltalte for overtrædelse af både persondataloven og straffeloven, tyder dog på, at det ikke blot er videregivelsen, der strafforfølges.

Helbredsoplysninger anses for følsomme personoplysninger omfattet af persondatalovens § 7. Der er som udgangspunkt et forbud mod, at følsomme personoplysninger behandles og videregives. I visse tilfælde er det dog tilladt at indsamle og videregive sådanne oplysninger, f.eks. hvis der er indhentet et samtykke fra den person, som oplysningerne vedrører, eller oplysningerne er nødvendige for at fastlægge eller forsvare et retskrav, ligesom det i visse tilfælde kan være påkrævet for en arbejdsgiver at behandle helbredsoplysninger om sine ansatte. Straffelovens § 264 d omhandler uberettiget videregivelse af bl.a. meddelelser vedrørende en andens private forhold, og videregivelse kan derfor være berettiget i nogle situationer.

Brud på persondatalovens regler om behandling og videregivelse af følsomme helbredsoplysninger kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, hvorimod overtrædelse af straffelovens § 264 d kan straffes med fængsel indtil 6 måneder. Det er dog oplyst til medierne, at Københavns Politi alene vil kræve bødestraf i sagen.