Brancheforening har ulovligt koordineret tilbud for sine medlemmer

Skive og Omegns Vognmandsforening har overtrådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler ved for sine medlemmer at koordinere tilbud på vintertjenester i Skive Kommune.

Skive og Omegns Vognmandsforening har overtrådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler ved for sine medlemmer at koordinere tilbud på vintertjenester i Skive Kommune.

Skive Kommune udbød i 2010 en række snerydnings- og saltningsopgaver for en periode på tre og et halvt år. Skive og Omegns Vognmandsforening, der er en brancheforening for 40 selvstændige vognmænd, afgav i den forbindelse et koordineret tilbud, herunder fastsatte priserne for de ydelser, som medlemmerne skulle levere, og fordelte de pågældende ydelser blandt medlemmerne.

Konkurrencerådet har påbudt Skive og Omegns Vognmandsforening straks at ophøre med at koordinere priser og fordele ruter samt at afstå fra lignende konkurrencebegrænsende adfærd fremover.

Kontrakten, der blev indgået mellem Skive Kommune og Skive og Omegns Vognmandsforening, indeholder en mulighed for kontraktforlængelse til april 2016. Påbuddet betyder bl.a., at aftalen ikke kan forlænges.

Læs Konkurrencerådets afgørelse her.