Salg og markedsføring af replika fra England til Danmark kendt ulovlig

Den 20. maj 2014 afgjorde Sø- og Handelsretten, at salg fra England til kunder i Danmark af kopier af danske designklassikere er omfattet af dansk ret og i strid med varemærke-, ophavsrets- og markedsføringsloven.

Sagerne blev anlagt den 3. september 2012 mod Interior Addict Ltd og Nlini Interiors Ltd., der begge er hjemmehørende i England, og via deres egne hjemmesider driver virksomhed med salg af slaviske kopier (replika) af designermøbler og andre former for brugskunst, herunder lamper. De fem danske sagsøgere har licensrettigheder til en række danske designermøbler og lamper af Arne Jacobsen, Poul Kjærholm, Poul Henningsen, Hans J. Wegner, Børge Mogensen og Poul Volther.

Sø- og Handelsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at salgsbestræbelserne fra de sagsøgte var rettet mod det danske marked, idet Interior Addict Ltd.'s hjemmeside var udfærdiget på dansk og med dansk talende kundeservice, mens Nlini Interiors Ltd.'s hjemmeside, som oprindelig var udfærdiget på dansk, fortsat var tilgængelig i Danmark med mulighed for levering af varer til Danmark. Det fandtes i den forbindelse uden betydning, at hjemmesiderne er ".uk" eller ".com" domæner. Endvidere lagde retten vægt på, at de sagsøgte har annonceret i Danmark, blandt andet på Google, men også i andre elektroniske og skriftlige medier, og at hjemmesiderne viste brugeranmeldelser.

De fem sagsøgere fik således medhold i, at det uden samtykke eller tilladelse er forbudt:

  • at sælge og markedsføre eksemplarfremstillede værker med henblik på levering i eller eksport til Danmark,
  • at gengive, markedsføre eller udbyde de pågældende værker via de sagsøgtes hjemmesider rettet mod danske kunder,
  • at anvende de i sagen omhandlede varemærker i Danmark i forbindelse med den drevne virksomhed,
  • at reklamere for salg i elektroniske, trykte og andre medier, der udgives eller retter sig mod Danmark, og
  • at sprede de pågældende eksemplarer på dansk territorium eller at medvirke hertil.

De sagsøgte blev endelig dømt til hver at betale i alt DKK 200.000 i skønsmæssigt fastlagt vederlag og erstatning samt DKK 55.600 i sagsomkostninger.

Salg af replika i England bliver muliggjort af, at engelsk ret for tiden kun giver ophavsretlig beskyttelse til møbler og anden brugskunst i 25 år fra værkets første offentliggørelse/registrering, og ikke som i Danmark 70 år efter ophavsmandens død. Der er dog i England vedtaget en lovændring, der vil give samme beskyttelsestid som i Danmark, men datoen for lovens ikrafttræden er endnu ikke fastsat.

Læs den fulde afgørelse her.