Ny afgørelse fra EU-Domstolen vedr. særprægsbedømmelsen af Louis Vuittons lås som 2D-mærke

Den 15. maj 2014 afsagde EU-Domstolen sin længeventede afgørelse i sag C-97/12, Louis Vuitton Malletier mod OHIM og Friis Group International ApS (Friis & Co.) vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Louis Vuittons låsefigur kunne anses for at besidde fornødent særpræg til at opnå EU-varemærkeregistrering.

I marts 2004 havde Louis Vuitton ansøgt om EU-registrering af et figurmærke (2D-mærke) i form af en lås i Nice klasse 9 (optiske apparater mv.), 14 (smykker, ure mv.), 18 (lædervarer, tasker, kufferter, punge mv.) og 25 (beklædningsgenstande, sko mv.).

Den 16. november 2007 indgav Friis & Co. en ugyldighedsbegæring til OHIM under henvisning til, at varemærket i form af låsen måtte anses for at mangle særpræg, jf. varemærkeforordningens art. 7(1)(b).

OHIM afviste ugyldighedsbegæringen i det hele, mens Appelkammeret fandt, at det omstridte varemærke var ugyldigt for varer i klasse 9, 14 og 18 (klasse 25 var ikke omfattet af sagen), idet varemærket manglede fornødent særpræg i forhold til disse vareklasser, og at Louis Vuitton ikke havde ført bevis for, at mærket havde opnået fornødent særpræg gennem brugen heraf.

Retten i Første Instans fandt, at EU-Domstolens praksis vedr. 3D-varemærker også gjaldt i tilfælde, hvor et figurmærke bestod af en eksakt gengivelse af en lås, hvorfor det afgørende var, om varemærket adskilte sig væsentligt fra normen eller branchesædvanen inden for den relevante sektor. Retten lagde vægt på, at en lås kunne være en integreret del i flere af de varer, som var nævnt i vareklasse 9, 14 og 18, og opretholdte Appelkammerets afgørelse om ugyldighed for hovedparten af disse vareklasser. Retten fandt dog bl.a., at selvom smykker, herunder ringe, øreringe, armbånd, halskæder, ure, nøddeknækkere, lysestager og enkelte andre varer i klasse 14 og paraplyer i klasse 18 kunne indeholde en låseanordning, afveg formen på pågældende lås i det omstridte figurmærke væsentligt fra normen eller branchesædvanen indenfor den pågældende sektor, hvorfor figurmærket i denne relation besad et minimum af særpræg.

Louis Vuitton indbragte herefter sagen for EU-Domstolen, som i overensstemmelse med tidligere retspraksis fandt, at retspraksis vedrørende 3D-mærker også gjaldt for figurmærker bestående af en 2D-gengivelse af selve produktet (låsen). EU-Domstolen udtalte, at "et figurmærke, der består af en del af udformningen af det produkt, som det betegner, ikke er uafhængig af udseendet af det produkt, som det betegner, i det omfang den relevante kundekreds straks og uden særlige overvejelser opfatter det som en repræsentation af en særlig interessant eller attraktiv detalje af det pågældende produkt snarere end som en angivelse af dens handelsmæssige oprindelse".

EU-Domstolen udtalte endvidere i relation til bevisbyrden ved ugyldighedsindsigelser, at såfremt en ansøger gør gældende, at det ansøgte varemærke har fornødent særpræg - på trods af OHIM's afgørelse om det modsatte - skal ansøgeren løfte bevisbyrden for, at mærket faktisk har oprindeligt særpræg eller har opnået særpræg gennem indarbejdelse. EU-Domstolen noterede, at dette dog udgjorde en vurdering af de faktuelle omstændigheder i sagen, om hvilke denne ikke kan udtale sig.

EU-Domstolen afviste desuden den af OHIM anlagte krydsappel, hvor OHIM havde gjort gældende, at Retten i Første Instans på nogle punkter havde foretaget en forkert behandling af sagen.

Læs afgørelsen her.