Påbud til medicinalgrossister for koordinering af gebyrer og andre forretningsbetingelser

Konkurrencerådet har i en afgørelse af 26. november 2014 påbudt medicinalgrossisterne Nomeco A/S og Tjellesen Max Jenne A/S at ophøre med at koordinere gebyrer og andre forretningsbetingelser.   

I januar 2012 gennemførte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ("KFST") kontrolundersøgelser hos medicinalgrossisterne Nomeco A/S ("Nomeco") og Tjellesen Max Jenne A/S ("Tjellesen"), der forhandler og markedsfører samtlige fabriksfremstillede lægemidler, der er tilgængelige på det danske marked.

KFST fandt dokumentation for, at Nomeco og Tjellesen havde koordineret deres retningslinjer for returnering og kreditering af lægemidler, der bl.a. fastsatte betingelserne for priskreditering ved ændring af apotekernes indkøbspriser og kreditering af returvarer samt faste gebyrsatser i forbindelse hermed.

Konkurrencerådet ("KR") fandt, at Nomeco og Tjellesen ved fastsættelsen af ens retningslinjer havde elimineret væsentlige konkurrenceparametre og fremhævede, at priskonkurrencen på lægemiddelmarkedet i forvejen var betydeligt svækket som følge af omfattende offentlig regulering, hvorfor det var særligt vigtigt at opretholde de få tilbageværende konkurrenceparametre på markedet, herunder betingelserne for returnering og kreditering.

KR påbød Nomeco og Tjellesen at ophøre med at koordinere gebyrer og andre forretningsbetingelser samt orientere sine leverandører og kunder om afgørelsen.

Læs Konkurrencerådets afgørelse her.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret