Stadfæstelse af dom om personligt ansvar for varemærkekrænkelser

Højesteret har den 1. december 2014 stadfæstet en dom fra Sø- og Handelsretten, hvor et dansk firma og dets eneejer, der tillige var direktør, blev dømt for at have krænket nogle varemærkerettigheder.

Sø- og Handelsrettens dom af 28. oktober 2013 er tidligere blevet omtalt her på LinkedIn.

I forhold til spørgsmålet om det personlige ansvar lagde Højesteret vægt på, at det var eneejeren, der traf beslutning om de retsstridige handlinger, og Højesteret lagde til grund, at eneejeren var klar over, at hans beslutning om at købe og videresælge de varemærkekrænkende jakker indebar en krænkelse af sagsøgerens rettigheder. På den baggrund mente Højesteret, at eneejeren havde handlet ansvarspådragende, og at han skulle betale vederlag og erstatning.

Med til historien hører, at Sø- og Handelsrettens præmisser samt gengivelse af vidneforklaringerne efterlader et ret klart indtryk af, at Sø- og Handelsretten ikke havde fundet eneejerens vidneforklaring synderlig troværdig.

Højesterets dom er således betryggende for IP-rettighedshavere, idet den viser, at man ikke bare uden videre kan undgå personligt ansvar for IP-krænkelser ved at foretage de retsstridige handlinger i selskabsregi, da selskaber i øvrigt, efter vores erfaring, ret ofte ikke har nogen penge tilbage til at betale erstatningskravet, når der engang falder dom i sagen.

Højesterets dom kan læse her.

Sø- og Handelsrettens dom kan læses her.

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret