Dommen udsprang af en sag ved de tjekkiske domstole om en privatpersons anvendelse af tv-overvågning. Personen havde valgt at opsætte tv-overvågning af sin bolig på grund af flere tilfælde af hærværk. Kameraet var opsat ved indgangen til boligen, og vinklen på kameraet gjorde, at en del af fortovet uden for boligen også blev overvåget.

Den forelæggende domstol stillede Domstolen et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt anvendelsen af et kamerasystem under disse omstændigheder kan kvalificeres som behandling af personoplysninger, "som foretages af en fysisk person med henblik på udøvelse af rent personlige eller familiemæssige aktiviteter" som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i databeskyttelsesdirektivet, selv om et sådant system også overvåger det offentlige rum. Det interessante i den forbindelse er, at reglerne i databeskyttelsesdirektivet slet ikke finder anvendelse, hvis behandlingen sker som led i sådanne rent personlige eller familiemæssige aktiviteter - den såkaldte "household exemption".

Den første del af dommen indeholder intet nyt, idet den blot fastslår, at de persondataretlige regler finder anvendelse på privatpersoners overvågning, hvis optagelserne indeholder billeder fra det offentlige rum, hvilket er i overensstemmelse med hidtidig praksis. Household exemption finder altså ikke anvendelse.

Den anden del af afgørelsen er mere interessant i forhold til de gældende regler, idet EU-domstolen synes at åbne op for, at privatpersoners tv-overvågning i det offentlige rum muligvis i visse tilfælde kan retfærdiggøres under henvisning til varetagelse af privatpersoners berettigede interesser (i Danmark bestemmelsen i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7) samt hensynet til forebyggelse af strafbare forhold og til beskyttelsen af andres rettigheder.

Domstolen siger nemlig også, at det vil være muligt at tage hensyn til den dataansvarliges legitime interesser, der i den konkrete sag bestod i at beskytte den dataansvarliges ejendom, sundhed og liv. Hermed fastslår domstolen, at direktivets regler finder anvendelse, men at det vil være op til den foreliggende ret i Tjekkiet at afgøre, om behandlingen kan retfærdiggøres under hensyn til den dataansvarliges ret til at beskytte sin og sin families ejendom, liv og sundhed.

EU-domstolen synes derfor at lægge op til, at der i visse tilfælde godt kan ske overvågning, hvor der delvist indgår optagelser af det offentlige rum, uden at dette er i strid med de persondataretlige regler. Afgørelsen er således som udgangspunkt i konflikt med den danske tv-overvågningslovs uforbeholdne forbud mod privatpersoners tv-overvågning i det offentlige rum.

Da sagen som nævnt vedrørte et præjudicielt spørgsmål, afholder domstolen sig fra at gå ind i afvejningen af de relevante hensyn i den konkrete sag, idet det tilkommer den forelæggende ret at foretage denne konkrete afvejning på baggrund af alle sagens omstændigheder.

Det er dog vores vurdering, at der på baggrund af dommen kan rejses en begrundet tvivl om lovligheden af Danmarks absolutte forbud mod privatpersoners tv-overvågning i tv-overvågnings­loven, eftersom det på baggrund af dommen må kunne udledes, at national ret fremover skal give en vis mulighed for, at der ved fortolkningen af loven kan tages et vist hensyn til den berettigede interesse hos privatpersoner, der overvåger dele af det offentlige rum.

Det er dog klart, at dommen - trods tvivlen om lovligheden af et totalt forbud - ikke åbner op for en vidtrækkende adgang for privatpersoner til at overvåge dele af det offentlige rum, idet EU-domstolen fastslår, at der er tale om en meget snæver undtagelse.

Læs EU-domstolens afgørelse her.