I sagen havde virksomheden PR Aviation lavet en hjemmeside, hvor forbrugere kunne søge oplysninger om afgange med flyselskaber, sammenligne priser og booke en afgang. De nødvendige oplysninger til denne hjemmeside hentede PR Aviation via en automatiseret fremgangsmåde, der hentede oplysninger fra bl.a. Ryanairs hjemmeside.

Ryanair mente, at PR Aviation herved krænkede Ryanairs databaserettigheder og tilsidesatte Ryanairs almindelige forretningsbetingelser. For at få adgang til Ryanairs hjemmeside var det nemlig krævet, at den, der ville have adgang, skulle acceptere Ryanairs almindelige forretningsbetingelser. Af disse betingelser fremgik bl.a., at det ikke var tilladt at bruge hjemmesiden til kommercielle formål, og at det ikke var tilladt at bruge automatiserede systemer eller software til at udtrække oplysninger fra hjemmesiden.

Spørgsmålet for EU-Domstolen var, i hvilket omfang Ryanair kunne støtte ret på sine almindelige forretningsbetingelser eller måtte nøjes med den beskyttelse, der tilkom databaser efter EU's databasedirektiv (nr. 96/9).

EU-Domstolen fremhævede, at databasedirektivet giver indehaveren af en database rettigheder, hvis den enten er ophavsretlig beskyttet (dvs. hvis udvælgelsen eller struktureringen af indholdet udgør ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse) eller er omfattet af direktivets særlige sui generis-ret (dvs. at indsamling, kontrol eller præsentation af indholdet ud fra et kvalitativt eller kvantitativt synspunkt er udtryk for en væsentlig investering). Disse rettigheder indebærer bl.a., at indehaveren eksempelvis kan forbyde kopiering og/eller systematiske udtræk af databasen uden tilladelse. Omvendt indeholder direktivet også en række begrænsninger i indehaverens ret, eksempelvis har en bruger af en database, der er beskyttet af direktivets sui generis-ret, altid ret til at udtrække uvæsentlige dele af dens indhold, uanset formålet med udtrækket. De sidstnævnte indskrænkninger i indehaverens rettigheder kan ikke fraviges ved aftale, men benyttelsen kan dog ved aftale afgrænses og præciseres i relation til formål og fremgangsmåde.

Anderledes er det, hvis en database slet ikke opfylder betingelserne for at være ophavsretligt beskyttet eller i øvrigt omfattet af direktivets særlige sui generis-ret. I dette tilfælde har indehaveren af databasen ikke de rettigheder, der følger af direktivet, men omvendt gælder de indskrænkninger, der følger af direktivet heller ikke. I dette tilfælde står det således indehaveren frit for at aftale med brugeren, hvad der skal gælde for brugen af databasen.

Afgørelsen viser, at databasebeskyttelse giver rettighedshaveren en række fordele, eksempelvis at beskyttelsen indtræder automatisk uden registrering, men at indehaveren omvendt må finde sig i en række indskrænkninger, som han kun i begrænset omfang kan fravige ved aftale.

Ligeledes viser afgørelsen, at en indehaver, hvis database ikke nyder beskyttelse efter direktivet, kan opnå en række af de samme fordele ved at lave individuelle aftaler med brugerne af databasen. Det sidstnævnte kan eksempelvis ske ved at lade brugerne acceptere nogle standardvilkår, før de får adgang til databasen. I dette tilfælde er indehaverens beskyttelse afhængig af en aftale med brugerne, men omvendt er indehaveren mere frit stillet med hensyn til, hvilke rettigheder han vil give brugerne. Det sidste kan efter omstændighederne indebære den lidt pudsige situation, at en indehaver af en database kan være bedre beskyttet, hvis den ikke er beskyttet efter direktivet.

Læs EU-Domstolens dom her.