Forhandlingerne om databeskyttelsesforordningen

Forhandlingerne om databeskyttelsesforordningen ved at nå deres ende. De store spørgsmål lige nu er således mest, hvordan de mere centrale knaster bliver håndteret, og om forhandlinger når at blive afsluttet inden udgangen af 2015.

For så vidt angår de store knaster, er der naturligvis mange heraf i forhandlingen af en så omfattende retsakt. Dem vil vi berøre i en senere artikel.

I forhold til spørgsmålet om, hvornår forordningen bliver vedtaget, kan vi nu lægge til grund, at det tidligst bliver lige før årsskiftet. Forordningen er således ikke på dagsordenen for det rådsmøde for EU's justits- og indenrigsministre, som vil finde sted i næste uge. Dette kan imidlertid ikke tages som udtryk for, at forhandlingerne ikke kan nå at blive afsluttet inden 2016. Det vil således være muligt at sætte sagen på et andet rådsmøde senere i december måned.

Umiddelbart er vi fra Plesners side dog skeptiske over for, om dette kan lade sig gøre, henset til, at der udestår mange centrale spørgsmål. En såkaldt "big bang" kulmination på en vanskelig forhandling, hvor alle udestående spørgsmål håndteres samlet, er dog ikke uset i EU. Om en sådan løsning vil være ønskelig set fra de virksomheder og myndigheder, der skal leve med eftervirkningerne af braget, er dog nemt at svare på; Nej, helt sikkert ikke.

Uanset, hvordan forhandlingerne ender, vil Databeskyttelsesdagen 2016 - som Plesner, DI Digital og Rådet for Digital Sikkerhed afholder den 28. januar 2016 - være dedikeret til forordningen og dens konsekvenser.

Seneste nyt om Teknologi & Outsourcing

Teknologi og Outsourcing