Ikke afskediget på grund af alder

Højesteret ændrer Ligebehandlingsnævnets afgørelse. Det var ikke diskriminerende at afskedige to medarbejdere på 55 og 58 år. Højesterets dom af 14. december 2015.

Ligebehandlingsnævnet var i sin afgørelse kommet frem til, at en styrelse havde forskelsbehandlet to medarbejdere i alderen 55 og 58 år. Det fremgik af statistiske oplysninger, at størstedelen af de opsagte var ældre medarbejdere.

Højesteret anførte i sin begrundelse, at statistiske oplysninger vedrørende de opsagtes alder og aldersfordelingen i den samlede medarbejdergruppe kan indgå i en konkret vurdering af, om der er skabt en formodning for forskelsbehandling. Højesteret henviste i sin afgørelse til EU-Domstolens dom af 27. oktober 1993 (sag C-127/92, Enderby), præmis 16, 17 og 19, hvorefter statistiske oplysninger, hvis de er pålidelige og tilstrækkelige signifikante, i sig selv kan skabe en formodning for forskelsbehandling.

Højesteret lagde til grund, at der var et betydeligt antal medarbejdere i styrelsen, som var ældre end de to medarbejdere, og som ikke blev afskediget. Der var ikke formodning for, at der var udøvet forskelsbehandling.

Landsretten var nået til samme resultat.

Dommen viser, at statistik kun kan anvendes som grundlag for at vende bevisbyrden, hvis data er pålidelige, og sammenhængen er signifikant. Dommen er i tråd med tidligere praksis fra EU-Domstolen og dansk retspraksis, f.eks. U2010.1525V, hvor det blev fastslået, at når antallet af afskedigelser er lavt, skal statistiske oplysninger ikke tillægges afgørende betydning.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret