Novartis får medhold i ophævelsessag

Novartis har for nylig fået medhold af Sø- og Handelsretten i en sag, hvor Orifarm Generics havde begæret et midlertidigt forbud ophævet på grund af en efterfølgende omstændighed.

Det midlertidige forbud blev nedlagt af Sø- og Handelsretten den 12. august 2014 på baggrund af et patent og to uprøvede brugsmodeller, der er identiske med patentet. Der er anlagt hovedsag, der fortsat verserer. Orifarm har bl.a. gjort gældende, at stridspatentet og de to brugsmodeller er ugyldige på grund af manglende basis.

Stridspatentet blev efterfølgende fundet ugyldigt ved EPO's indsigelsesafdeling på grund af manglende basis. Som følge deraf indledte Orifarm en ny sag ved Sø- og Handelsretten om ophævelse af det nedlagte forbud i henhold til retsplejelovens § 426. Novartis havde appelleret afgørelsen fra EPO's indsigelsesafdeling, hvilket har opsættende virkning i henhold til EPK artikel 106, men Orifarm gjorde gældende, at retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 1, medfører, at et midlertidigt forbud kan - og som udgangspunkt skal - ophæves, såfremt betingelserne for nedlæggelse af forbuddet ikke længere er opfyldt.  

I overensstemmelse med det af Novartis anførte fandt Sø- og Handelsretten, at det ikke har været lovgivers hensigt med den nugældende formulering af retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 1, at åbne op for en generel adgang til at få vurderet, hvorvidt forbudsbetingelserne i retsplejelovens § 413 fortsat er opfyldt. Samtidig anførte retten, at dette dog ikke udelukker, at retten i særlige tilfælde kan anmodes om at vurdere, om der foreligger sådanne forhold, der medfører, at et nedlagt forbud skal ophæves.  

Sø- og Handelsretten lagde herefter vægt på, at stridspatentet fortsat måtte anses for værende gyldigt som følge af, at Novartis havde appellereret afgørelsen afsagt af EPO's indsigelsesafdeling med opsættende virkning, og at både patentet og de to stridsbrugsmodeller fortsat er registrerede hos Patent- og Varemærkestyrelsen. Retten fandt på denne baggrund, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, der kunne bevirke, at det nedlagte forbud skulle ophæves.

Læs Sø- og Handelsrettens kendelse

Plesner har bistået Novartis i denne sag. Hovedsagen, der blev anlagt som følge af nedlæggelsen af det midlertidige forbud, skal hovedforhandles ved Sø- og Handelsretten i slutningen af juni 2016.

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret