Ingen tortgodtgørelse - selvom persondatareglerne blev overtrådt

To medarbejdere fik ikke tilkendt godtgørelse, selvom persondataloven var overtrådt. Overtrædelsen var af begrænset karakter og havde ikke påvirket den materielle rigtighed af de to personalesagers udfald. Sådan lyder afgørelsen fra Højesteret i en sag (277/2015) om tilkendelse af tortgodtgørelse til to medarbejdere, hvor arbejdsgiveren havde behandlet medarbejdernes personoplysninger i strid med persondataloven.

Tre medarbejdere blev afskediget fra Banedanmark efter længere tids sygemelding. I forbindelse med behandlingen af afskedigelsessagen blev medarbejderne i overensstemmelse med procedurereglerne anmodet om lægeerklæringer, som efter procedurereglerne skulle sendes direkte til Helbredsnævnet, uden at arbejdsgiveren gør sig bekendt med indholdet.

Ved en fejl blev lægeerklæringerne for to af medarbejderne indscannet, opbevaret på sagerne og brugt i behandlingen af sagerne - hvilket Banedanmark for retten anerkendte udgjorde en overtrædelse af persondatalovens § 7, stk. 1, om behandling af følsomme persondata, herunder helbredsoplysninger.

Spørgsmålet var herefter, om de to medarbejdere havde krav på godtgørelse for tort i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, for overtrædelsen af persondataloven.

Det var oplyst for landsretten, at helbredsoplysningerne ikke var tilgået en bredere kreds af personer, idet lægeerklæringerne befandt sig på et ”lukket” journalsystem for personalesager, hvor kun en begrænset kreds af personer, der i øvrigt beskæftigede sig med personalesager i Banedanmark, havde adgang. Landsretten havde også lagt til grund for dommen, at overtrædelsen ikke havde påvirket den materielle rigtighed af personalesagernes udfald.

Landsretten fandt herefter, at selvom persondataloven var overtrådt, indebar dette ikke en sådan retsstridig krænkelse af medarbejderne, at der var grundlag for tortgodtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

Højesteret stadfæstede på dette punkt landsrettens dom med henvisning til landsrettens begrundelse.

Sagen viser, at en overtrædelse af persondataloven skal have en hvis "grovhed" for, at den udgør en "retsstridig krænkelse", som giver ret til tortgodtgørelse under erstatningsansvarslovens § 26.

Der er dog også righoldig retspraksis for, at overtrædelser af persondataloven kan give ret til tortgodtgørelse. Man skal derfor altid huske, at overtrædelse af persondataloven ikke blot kan medføre strafansvar, men i grovere sager også pligt til at betale tortgodtgørelse - hvilket kan blive meget dyrt, hvis der er mange forurettede personer.

Se dommen fra Højesteret

Seneste nyt om Persondata

Persondata