Lempet straf i Atea-sag: Samfundstjeneste i stedet for ubetinget fængsel

Østre Landsret afgjorde den 17. marts 2017 én af de såkaldte Atea-sager. Sagen handlede om to offentligt ansatte, som ved byretten blev idømt henholdsvis 4 og 2 måneders ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 144. Ifølge bestemmelsen må offentligt ansatte ikke modtage eller anmode om gaver eller andre fordele, og overtrædelse straffes med bøde eller fængsel i indtil 6 år.

Den første tiltalte var ansat i en ledende stilling i en kommune. Retten fandt det bevist, at den tiltalte i 7 tilfælde af Atea havde fået IT-udstyr til en værdi af mindst 24.000 kr. - blandt andet iPads og iPhones. Den anden tiltalte var ansat i DSB. Vedkommende havde i 5 tilfælde modtaget lignende IT-udstyr for samlet ca. 15.000 kr.

Landsretten idømte den kommunalt ansatte fængsel i 40 dage og den DSB-ansatte fængsel i 30 dage. Landsretten lagde vægt på, at de tiltalte i mange tilfælde selv opsøgte erhvervelsen af IT-udstyret, samt at de begge indtog ledende offentlige stillinger med overordnet ansvar for IT. På den anden side fremhævede retten, at de tiltalte ikke i øvrigt havde handlet pligtstridigt, og at der var tale om forhold, som fandt sted i 2012, dvs. for ca. 5 år siden.

Byretten havde udtalt, at overtrædelse af § 144 som udgangspunkt straffes med ubetinget fængsel. Landsretten fandt derimod, at der ikke er belæg for en sådan tolkning. 

Med henvisning til værdien af de opnåede fordele, til at der ikke i øvrigt forelå pligtstridige forhold samt til at forholdene foregik helt tilbage i 2012, gjorde landsretten dommen betinget med vilkår om samfundstjeneste i henholdsvis 60 og 40 timer - en væsentlig lempelse af byrettens dom i sagen.

Dommen bekræfter den hidtidige retstilling, hvor offentligt ansatte kun må modtage gaver i småtingsafdelingen - og dette kun så længe der ikke skabes tvivl om den offentligt ansattes upartiskhed. Dommen viser også, at en konkret vurdering kan føre til, at overtrædelse af straffelovens § 144 ikke altid straffes med ubetinget fængsel.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret