Medarbejders efterreguleringskrav var forældede
15. juni 2017
Efter afsigelse af en faglig voldgiftskendelse i 2012 blev en underviser på en undervisningsinstitution klar over, at han i lang tid havde været placeret på en forkert overenskomst og derfor havde fået for lidt i løn. Der opstod på den baggrund tvist om blandt andet efterregulering af løn, overtidsbetaling, feriepenge og pension for perioden 1. oktober 2007 til og med februar 2009. Østre Landsrets dom af 30. maj 2017.
Ifølge forældelseslovens § 4, stk. 1, forældes ansættelsesretlige krav efter 5 år. Efterbetalingspligt var i dette tilfælde anerkendt mere end 5 år efter det senest forfaldne krav. Spørgsmålet var, om den omstændighed, at den ansatte først efter en faglig voldgiftskendelse blev bekendt med kravets retlige grundlag, kunne suspendere forældelsen. Desuden var spørgsmålet, om uddannelsesinstitutionens dialog med medarbejderen om kravet havde afbrudt forældelsen.
Den ansatte gjorde gældende, at forældelsesfristen måtte være suspenderet indtil voldgiftskendelsens afsigelse. Det var efter hans opfattelse først på dette tidspunkt, at han blev bekendt med den forkerte overenskomstmæssige placering.
Østre Landsret henviste til Højesterets dom refereret i U 1997.1633 H, hvor den omstændighed, at den ansatte først efter en domsafsigelse blev klar over kravets retlige grundlag, ikke afbrød forældelsesfristen. Landsretten fandt, at dette også måtte gælde for faglige voldgiftskendelser.
Landsretten fandt endvidere, at den ansattes dialog med arbejdsgiver om korrekt indplacering ikke afbrød forældelsen. Derfor var den ansattes krav på efterregulering forældede, hvorfor arbejdsgiveren frifandtes.
Dommen viser, at uvidenhed om overenskomstmæssige forhold rubriceres som uvidenhed om retlige og ikke faktiske forhold i forældelseslovens forstand. Det indebærer, at forældelsesfristen for ansættelsesretlige krav i forældelseslovens § 4, stk. 1, ikke suspenderes, selv om den ansatte er uvidende om kravets eksistens og først på grund af en faglig voldgiftskendelse bliver klar over kravets eksistens.
Plesner repræsenterede uddannelsesinstitutionen for både by- og landsret.
Den ansatte gjorde gældende, at forældelsesfristen måtte være suspenderet indtil voldgiftskendelsens afsigelse. Det var efter hans opfattelse først på dette tidspunkt, at han blev bekendt med den forkerte overenskomstmæssige placering.
Østre Landsret henviste til Højesterets dom refereret i U 1997.1633 H, hvor den omstændighed, at den ansatte først efter en domsafsigelse blev klar over kravets retlige grundlag, ikke afbrød forældelsesfristen. Landsretten fandt, at dette også måtte gælde for faglige voldgiftskendelser.
Landsretten fandt endvidere, at den ansattes dialog med arbejdsgiver om korrekt indplacering ikke afbrød forældelsen. Derfor var den ansattes krav på efterregulering forældede, hvorfor arbejdsgiveren frifandtes.
Dommen viser, at uvidenhed om overenskomstmæssige forhold rubriceres som uvidenhed om retlige og ikke faktiske forhold i forældelseslovens forstand. Det indebærer, at forældelsesfristen for ansættelsesretlige krav i forældelseslovens § 4, stk. 1, ikke suspenderes, selv om den ansatte er uvidende om kravets eksistens og først på grund af en faglig voldgiftskendelse bliver klar over kravets eksistens.
Plesner repræsenterede uddannelsesinstitutionen for både by- og landsret.
